Forstå en salgsopstilling – få overblik før boligkøb
En salgsopstilling er typisk det første dokument, du får i hånden, når du viser interesse for en bolig. Den fungerer som en samlet præsentation af ejendommen og giver dig et hurtigt overblik over de vigtigste forhold ved boligen – både økonomiske og fysiske.
Hvad er en salgsopstilling?
I salgsopstillingen, som er et dokument, som ejendomsmægleren udarbejder, får du en præsentation og en beskrivelse af boligen, som er til salg.
Salgsopstillingen er sammen med tilstandsrapporten, elinstallationsrapporten og energimærket det første dokument, du støder på, når du har fundet en bolig, du er interesseret i at købe.
Salgsopstillingen indeholder:
- Oplysninger om den udbudte kontantpris
- Årlige ejerudgifter
- Oplysninger om boligens og grundens størrelse, boligens opførelsesår, samt hvornår der er foretaget ændringer/tilbygninger
- Hvilke hårde hvidevarer, der medfølger
Men du får ingen oplysninger om sælgers/boligens forbrugsudgifter som elforbrug, varme- eller vandudgift. Det eneste estimat, du evt. kan finde, er boligens beregnede varmeforbrug i henhold til energimærket.
Ønsker du at tjekke officielle data om boligens størrelse, opførelsesår eller ændringer, kan du slå boligen op i Bygnings- og Boligregistret (BBR).
Læs mere om BBR-oplysninger.
Ejerudgiften dækker faste, årlige omkostninger som:
- Ejendomsskat
- Renovation
- Ejendomsværdiskat
- Fællesudgifter (ved ejerlejlighed)
Det er vigtigt at være opmærksom på, at forbrugsudgifter som el og varme ikke indgår i ejerudgiften.
Hvem laver en salgsopstilling?
Det er sælgers ejendomsmægler, der udarbejder salgsopstillingen. Mægleren har pligt til at sikre, at oplysningerne er korrekte – men det er stadig vigtigt, at du som køber får den gennemgået med en uvildig boligrådgiver, fx en boligadvokat.
Pris og finansiering
Ejendommens kontantpris oplyses som nævnt, men der er ikke beregnet et finansieringsforslag. Du vil derfor ikke kunne se, hvad den årlige eller månedlige ydelse før og efter skat løber op i.
Det kan derfor være vanskeligt at gennemskue, om du har råd til at købe ejendommen. Du bør derfor gå i banken og få beregnet, hvordan finansieringen eventuelt kan sammensættes, før du overvejer at købe.
Når du skal vurdere om prisen er rimelig, skal du se på, hvad andre lignende boliger sælges for i området. Du bør med andre ord skaffe dig lokalt kendskab – eller bruge en boligadvokat, der har det. Du skal se på finansieringsmulighederne og på ejendomstypen. Nogle huse er lettere at sælge end andre, og det påvirker prisen. Du skal finde ud af, om boligen har været til salg længe, og om den måske har været sat til salg hos flere mæglere. Det er også vigtigt at vide, om boligen har været reguleret i pris.
Få rådgivning af en boligadvokat ved boligkøb – vi gennemgår salgsopstillingen med dig
Din lokale boligadvokat har en god indsigt i prisniveauet i dit lokalområde. Det kan derfor være en god ide at få en boligadvokat til at gennemgå salgsopstillingen, samt andre forhold som servitutter, tilstandsrapporten, elinstallationsrapporten og energimærket.
Har du et spørgsmål til vores advokater?
"*" indikerer påkrævede felter















