Hvad er en tilstandsrapport og er den lovpligtig?
En tilstandsrapport er en byggeteknisk vurdering af en boligs synlige skader og fysiske tilstand – set i forhold til andre boliger af samme type og alder. Rapporten udarbejdes af en certificeret byggesagkyndig, som gennemgår ejendommen og giver karakter til eventuelle skader. Rapporten indeholder også en forklaring af karaktererne, så du som køber kan vurdere eventuelle konsekvenser.
En tilstandsrapport er ikke lovpligtig – men den er nødvendig, hvis sælger ønsker at frigøre sig fra det 10-årige ansvar for skjulte fejl og mangler. Det gælder både for helårshuse og sommerhuse. Uden en gyldig tilstandsrapport og elinstallationsrapport kan sælger ikke fraskrive sig ansvaret – og køber kan dermed kræve erstatning senere. Læs bekendtgørelsen om huseftersynsordningen på retsinformation.dk.
Sådan forholder du dig til en tilstandsrapport
En tilstandsrapport giver dig som køber mulighed for at overskue, hvilke synlige mangler huset har, og hvilken stand det er, set i forhold til tilsvarende huse af samme alder, ejendommen er i, og hjælper dig med at tage en velinformeret beslutning.
Tilstandsrapporten er ikke nogen garanti for, at ejendommen ikke har andre mangler end de nævnte. De bygningsmæssige mangler, som angives i rapporten inkl. de forventede følger heraf, vil ikke være omfattet af ejerskifteforsikringen. På den baggrund kommer tilstandsrapporten til at fungere som forbehold for dækningen på ejerskifteforsikringen.
Sørg for at læse tilstandsrapporten grundigt, herunder redegørelsen for, hvilke mangler der er – henholdsvis ikke er – omfattet af den undersøgelse, som den byggesagkyndige foretager.
Hvad skal du være opmærksom på i en tilstandsrapport?
- Du skal være opmærksom på, at rapporten ikke omfatter el- og vvs-installationers funktion og ulovlige bygningsindretninger. Ejendommens elinstallationer er omfattet af særskilt rapport: Elinstallationsrapport.
- Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at karaktergivningen i en tilstandsrapport ikke er udtryk for, hvor alvorlige manglerne er i henseende til udbedringsudgiften, men alene forklarer, hvor overhængende risikoen er for, at der sker skade på andre bygningsdele.
- Hvis der er forhold i en tilstandsrapport, som er angivet med et hus med ‘?’, bør du søge selvstændig byggeteknisk rådgivning, med henblik på at få undersøgt forholdene. Det kan dog under alle omstændigheder være godt givet ud, at få en byggesagkyndig til at gennemgå ejendommen.
Få rådgivning fra en boligadvokat – undgå dyre fejl i dit boligkøb
Hos Ret&Råd Advokater er vi specialister i boligkøb. Vi gennemgår gerne din tilstandsrapport og sikrer, at du forstår indholdet – og ikke overser noget vigtigt. Vi rådgiver også om ejerskifteforsikring og hjælper med at gennemgå købsaftalen, så du er tryg hele vejen.
Har du et spørgsmål til vores advokater?
"*" indikerer påkrævede felter












