Hos Ret&Råd Advokater ønsker vi, at sikre digital tilgængelighed for alle. Vi arbejder derfor målrettet med at forbedre tilgængeligheden på ret-raad.dk, så brugervenligheden bliver bedre for alle, også for dem med funktionsnedsættelser.
Vi tager udgangspunkt i de internationale retningslinjer for webtilgængelighed (WCAG 2.1 niveau AA) og har fået udarbejdet en gennemgang af vores hjemmeside, som har givet os konkrete indsigter og anbefalinger.
Vi er opmærksomme på, at ikke alle områder på vores website i øjeblikket lever op til de fulde tilgængelighedskrav, men vi arbejder aktivt på at forbedre funktioner og struktur, så vores websteder bliver mere tilgængelige for alle brugere.
Status og indsatsområder
Vi har fået foretaget en teknisk og redaktionel gennemgang af vores hjemmeside. Analysen har givet os et godt udgangspunkt for det videre arbejde med at forbedre tilgængeligheden. Nedenfor beskriver vi de områder, vi har særligt fokus på, og som vi fremadrettet vil arbejde med og optimere løbende:
Farvekontraster
Vi har identificeret for lav kontrast i tekst og knapper flere steder, særligt i sektioner med grå eller grøn baggrund. Dette kan skabe udfordringer for både personer med nedsat syn og farveblinde. Vi planlægger at justere farver og typografi, så kontrastforholdene bliver forbedret.
Overskriftsstruktur
Vores nuværende opsætning af overskrifter tager primært udgangspunkt i tekststørrelser, hvilket ikke altid stemmer overens med sidens indholdshierarki. Det kan være forvirrende for skærmlæserbrugere. Vi er gået i gang med at gennemgå og justere overskrifternes rækkefølge og niveauer, så de afspejler sidens indhold bedre og understøtter brugervenlig navigation.
Linktekster og billeder
- Links uden beskrivende tekst:
Nogle link har ikke en tydelig linktekst. Det betyder, at skærmlæsere ikke kan gengive formålet med linket korrekt. Vi vil sikre, at alle links fremover har en meningsfuld og forklarende tekst.
- Billeder uden alternativ tekst:
Et mindre antal billeder og ikoner mangler i dag alt-tekster. Det gør det vanskeligt for skærmlæserbrugere at få information om billedets indhold. Vi vil sikre, at alle relevante billeder får en beskrivende alt-tekst.
- Begrænsninger i CMS’et:
Det er i dag ikke muligt at tilføje alt-tekster til visse elementer, fx ikoner på forsiden. Vi undersøger mulighederne for at tilpasse systemet, så alt-tekster kan angives fremadrettet.
Opdeling af indhold
Enkelte dele af indholdet ligger uden for de tekniske strukturer (landmarks), som hjælper brugere med skærmlæsere til at navigere. Vi planlægger at tilrette sidens opbygning, så alle centrale elementer er korrekt placeret i forhold til navigation og hovedindhold.
Læsevenlighed og navigation
Som advokatvirksomhed beskæftiger vi os med komplekse juridiske emner, hvilket betyder, at vores tekster naturligt indeholder fagudtryk og længere formuleringer. Vi er dog opmærksomme på, at dette kan skabe barrierer for nogle brugere.
For at gøre vores indhold mere tilgængeligt vil vi løbende arbejde med:
- at forenkle sproget i knapper, overskrifter og handlingsopfordringer
- at præsentere indhold i kortere og mere overskuelige afsnit
- at strukturere lister og informationer, så de er nemmere at skimme og navigere i
Målet er at bevare fagligheden, men samtidig sikre, at vores budskaber kan forstås af så mange som muligt.
Vores tilgang
Vi kombinerer automatiske testværktøjer med manuelle gennemgange for at få et realistisk billede af, hvordan brugere med forskellige behov oplever vores hjemmeside. På baggrund af analysen har vi igangsat konkrete forbedringer og planlagt en række yderligere tiltag.
Vi arbejder allerede nu med at:
- tilpasse overskriftsstrukturen, så den følger en logisk og tilgængelig rækkefølge
- forbedre kontrast og tydelighed i knapper og interaktive elementer
Øvrige opgaver er sat på vores to-do og vil blive behandlet systematisk.
Løbende tilgængelighedsforbedringer
Ret&Råd Advokater betragter digital tilgængelighed som en integreret del af vores ansvar over for brugerne af ret-raad.dk. Vi gennemfører løbende tekniske og redaktionelle vurderinger af vores website og arbejder systematisk med de identificerede indsatsområder.
For nuværende har vi igangsat forbedringer inden for blandt andet overskriftsstruktur og knappers tilgængelighed. Øvrige forhold, som fremgår af vores seneste gennemgang, er prioriteret og indgår i en planlagt indsats, som vil blive gennemført inden for rimelig tid og i overensstemmelse med tilgængelige ressourcer.
Det er vores ambition i videst muligt omfang at leve op til retningslinjerne i WCAG 2.1, niveau AA. Vi tilstræber, at alt indhold på hjemmesiden er opfatteligt, anvendeligt, forståeligt og teknisk robust.
Problemer, der i væsentlig grad påvirker brugeroplevelsen, vil blive afhjulpet hurtigst muligt. Øvrige tilgængelighedsproblemer vil blive håndteret i prioriteret rækkefølge.
Kontakt
Skulle du som bruger opleve problemer med tilgængeligheden på vores hjemmeside, opfordrer vi dig til at kontakte os på: Sekretariatet@ret-raad.dk
Vi anerkender vigtigheden af brugerfeedback og inddrager den som en væsentlig del af vores fortsatte arbejde med at forbedre den digitale tilgængelighed.