Selskabsloven ændres… igen!

Selskabsloven er på vej til at blive ændret igen. Et forslag om at der fremover skal foretages registrering af reelle ejere i selskaber og andre tilsvarende juridiske personer, har således netop været sendt i høring og forventes vedtaget inden nytår.

Kendskab og offentliggørelse – en pligt for selskabet

Med ændringen af selskabsloven forpligtes selskaber og andre juridiske personer til fremover at have kendskab til deres reelle ejere, herunder de reelle ejeres rettigheder. Selskaber forpligtiges således til hurtigst muligt efter at have fået kendskab til den reelle ejer at lade dette registrere i Erhvervsstyrelsen, hvorved oplysningerne bliver offentliggjorte. På samme måde forpligtiges et selskab til at give meddelelse til Erhvervsstyrelsen, hvis en person ikke længere er reel ejer.

Reelle ejere

Af loven følger det, at den reelle ejer er den fysiske person, der ultimativt direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en væsentlig del af ejerandelene eller stemmerettighederne eller, som på anden måde udøver kontrol over selskabet. Af bemærkningerne til loven kan det udledes, at personer der direkte eller indirekte er i besiddelse af eller kontrollerer over 25% af den juridiske person, som udgangspunkt er reel ejer af selskabet. I særlige situationer vil en mindre procentandel dog kunne medføre et reelt ejerskab. F.eks. hvis der mere eller mindre permanet ikke er 100% af de samlede stemmerettigheder i selskabet repræsenteret på selskabets generalforsamling.

Det reelle ejerskab kan også eksistere på anden måde f.eks. ved en ret til at udpege en tilstrækkelig del af medlemmerne til selskabets bestyrelse, stemmeaftale eller lignende.

Det er vigtigt at bemærke, at den reelle ejer ikke kan være en juridisk person. Det er således den eller de fysiske personer, som i sidste instans ejer eller kontrollerer et selskabet, som skal registreres.

Sanktion ved manglende opfyldelse.

Den gældende straffebestemmelse i selskabslovens § 367 udvides med lovændringen til tillige at omfatte manglende registrering af det reelle ejerskab. Manglende registrering af det reelle ejerskab vil således medføre bødestraf for selskabet.

Flere oplysninger om lovændringen kan findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside her.

Har du spørgsmål til denne artikel eller juridiske spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Kim Mouritsen på tlf.: +45 89 15 25 15 eller email: km@ret-raad.dk. Du kan også kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.