Nyansættelser og store bededagstillæg

Med virkning fra den 1. januar 2024 blev store bededag afskaffet som en helligdag, og fastlønnede medarbejdere fik i stedet et tillæg til deres løn på 0,45 % af deres års-løn som kompensation, svarende til værdien af en almindelig arbejdsdag.

Også nye medarbejdere har krav på tillæg

Som arbejdsgiver skal du være opmærksom på, at også medarbejdere, der er ansat efter den 1. januar 2024, har ret til dette tillæg til deres løn, hvis medarbejderen ville have haft fri på store bededag, hvis vedkommende var blevet ansat før den 1. januar 2024.

Dette betyder, at udgangspunktet er, at hvis dine øvrige medarbejdere modtager store bededagstillæg, så skal dine nye medarbejdere også. Er din virksomhed derimod først etableret efter den 1. januar 2024, så skal dine medarbejdere ikke have store bededagstillægget.

Tillægget skal for den nyansatte medarbejder udbetales på samme måde som det udbetales til dine øvrige medarbejdere – nemlig enten via en opsparingsordning med 2 årlige udbetalinger (sammen med lønnen for maj og august måned), eller som løbende udbetalinger med de månedlige lønudbetalinger.

Tillægget kan også indgå i den aftalte løn

Der findes dog formentligt også en tredje mulighed, som særligt kan tænkes at have relevans for nyansættelser. Denne mulighed består i, at man ved lønfastsættelsen indarbejder kompensationen i den aftalte løn. Dette forudsætter dog en klar og tydelig aftale i ansættelseskontrakten, hvor det klart fremgår, at store bededagstillægget er indregnet. Det er dig som arbejdsgiver, der bærer risikoen for, om det fremgår klart og tydeligt nok. Bliver der rejst tvivl herom, og får medarbejderen medhold i, at det ikke har været klart og tydeligt, at store bededagstillægget var/er inkluderet i lønnen, så risikerer du, der bliver rejst krav om efterbetaling af selvsamme store bededagstillæg, som ellers var indregnet i lønnen.

Det bemærkes for god ordens skyld, at hvis dine medarbejdere er omfattet af en overenskomst, kan reglerne være anderledes, ligesom ovenstående ikke er gældende for timelønsansatte, som ”blot” modtager deres normale timeløn for den tid, de arbejder på store bededag.

Er du i tvivl om hvordan du skal forholde dig til ovenstående og/eller har du behov for hjælp til udarbejdelse af ansættelseskontrakt til din nye medarbejder, så tag kontakt til din lokale Ret&Råd advokat.

Læs også: Ansættelse & arbejde.

Lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag.

Tilmeld dig Ret&Råds nyhedsbreve og modtag artikler som denne.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.