Parcelhuskvarter, parkering og campingvogn

Kan en grundejerforening indføre sine egne individuelle parkeringsforskrifter?

Er der tale om offentlig vej (hvilket er gældende i langt de fleste tilfælde) gælder færdselslovens bestemmelser.

Pr. 1.marts 2014 er hovedreglen, at man indenfor tættere bebyggede områder/byzone ikke må parkere på:

  • Helleanlæg
  • Mellemrabatter
  • Gangstier – cykelstier
  • Fortov

De enkelte kommuner kan stadig indføre lokale bekendtgørelser.

Haderslev Kommune har den 6.marts 2017 vedtaget nye lokale regler om standsning og parkering. For køretøjer med en totalvægt der ikke overstiger 3500 kilo gælder, at de må standse og parkere delvis på grus-fortove med maksimalt halvdelen af køretøjet og højst 2 hjul i køretøjets længderetning. 

Med grus-fortove menes fortove hvor hele fortovet er udført i grus eller andet løst materiale – de nævnte køretøjer må endvidere standse og parkere helt i yder- og skillerabatter med hele køretøjets og i køretøjets længderetning.

Køretøjer med totalvægt over 3500 kilo og påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt over 2000 kilo, sættevogne, motorredskaber og traktorer må ikke parkere i tidsrum kl. 19.00 til kl. 6.00 med mindre det er tilladt ved særlig afmærkning.

Må du have din campingvogn stående på egen grund?

Som udgangspunkt JA – men i der kan være indført forbud mod, at campingvognen parkeres på grunden – det kan ske ved en lokalplan, servitut eller ved en tinglyst grundejerforeningsvedtægt.

Så inden man indretter en holdeplads til campingvognen, bør man undersøge om der er indført et forbud mod at campingvognen parkeres på grunden.

Har du spørgsmål til artiklen eller emnet kan du altid kontakte din Ret&Råd advokat.