Boligskat og skatterabat

Som boligejer betaler du skat baseret på ejendomsværdi og grundskyld. Fra 1. januar 2024 sikrer skatterabatten, at du på trods af de nye boligskatteregler ikke kommer til at betale mere, end du hidtil har gjort.

Hvad er boligskat?

Som boligejer betaler du to forskellige slags boligskatter; ejendomsværdiskat og grundskyld.

Ejendomsværdiskat er en skat, der betales af ejendommens værdi (værdien af egen bolig bestående af grund og bygninger), og grundskyld er en skat, der betales af grundens værdi i ubebygget stand, jf. hhv. ejendomsvurderingslovens §§ 16 og 17.

Ejendomsværdiskat betales på villaer, ejerlejligheder, sommerhuse eller rækkehuse, som bebos af eller er til rådighed for ejeren. Ejendomsværdiskat betales derimod ikke på udlejede boliger, erhvervsejendomme eller på andelsboliger, da andelsboligforeninger betragtes som erhvervsejendomme i skattemæssig forstand.

Grundskyld betales af alle, uanset om der er tale om en villa, ejerlejlighed, rækkehus og/eller et sommerhus – også selvom du ikke bebor din bolig. Andelsboligejere skal betale grundskyld af fællesarealer, imens grundskyld for hele ejendommen betales af foreningen.

Ejendomsværdiskat betales til staten, og grundskyldsskat betales til kommunen.

Både ejendomsværdiskat og grundskyld opkræves fra 1. januar 2024 via din forskuds- og årsopgørelse.

Skatterabat

Den 1. januar 2024 trådte de nye boligskatteregler i kraft. Med disse nye regler følger boligskatten værdien af din ejendom, så den stiger og falder i takt med den offentlige ejendomsvurdering.

Skatterabatten sikrer, at du som boligejer ikke betaler mere i boligskat i 2024 med de nye boligskatteregler, end du skulle have betalt efter de gamle regler, og den forskel udgør selve skatterabatten, jf. ejendomsskattelovens kap. 6.

Skatterabatten er ikke et lån, men en rabat, der fratrækkes en evt. stigning i grundskyld og/eller ejendomsværdiskat.

Hvad betyder skatterabatten for dig?

Hvis du har købt og overtaget fast ejendom senest 31. december 2023, får du en skatterabat, hvis din boligskat stiger som følge af de nye offentlige ejendomsvurderinger, så du ikke kommer til at betale mere i boligskat end hidtil.

Som boligejer beholder du din skatterabat til den dag, du sælger din ejendom eller din ideelle andel af en ejendom.

Hvis du har købt og overtaget fast ejendom efter 1. januar 2024, eller er ved at købe fast ejendom, vil du ikke være berettiget til en skatterabat, og din boligskat vil derfor følge den nye offentlige vurdering af din ejendom.

Nybyg, ombygning eller tilbygning

Hvis du har færdigmeldt dit byggeri inden 1. januar 2024, vil du stadig kunne få skatterabat på både grundskyld og ejendomsværdiskat. Hvis du derimod har købt og overtaget grunden inden 31. december 2023 og først færdigmeldt byggeriet af din ejendom efter 1. januar 2024, vil du kun kunne få skatterabat på grundskylden og ikke ejendomsværdiskatten.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.