EU

Hvem bestemmer i EU og i Danmark?

Det grundlæggende princip om, at EU-retten har forrang for national lovgivning fik et "skud for boven" ved Højesterets dom 12/2016 i Ajos sagen.

Se link til dommen HER

Sagen omhandlede den 60-årige salgskonsulent, Karsten Eigil Rasmussen, som Ajos A/S i 2009 fyrede efter 25 års ansættelse på grund af nedgang i markedet for selskabets ydelser: Udlejning af pavilloner og andet materiel til byggebranchen.

Rasmussen aftalte selv med Ajos at sige op og overdrage sager med videre til en kollega. Rasmussen fik hurtigt nyt job, og Ajos opfattede herefter sagen som afsluttet.

Når sagen blev genoptaget i 2012 skyldtes det en EU-dom fra 2010, i sagen Ole Andersen mod Region Syddanmark.

Her ville det efter EU-retten være aldersdiskrimination at nægte en 60-årig fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven med hans pensionsordning som begrundelse. Det modsatte fremgår af funktionærlovens § 2 a, stk.3.

Derfor rejste Dansk Formands Forening, på vegne Rasmussen, i 2012 krav om betaling af tre måneders løn, kr. 143.182.20. Fordi det modsatte resultat af nævnte EU-dom fra 2010 følger Funktionærlovens § 2 a, stk. 3, nægtede Ajos A/S at betale, men blev i januar 2014 dømt til betaling i Sø- og Handelsretten.

Sagen blev anket til Højesteret, der præjudicielt spurgte EU-Domstolen om, hvorvidt Funktionærlovens nævnte bestemmelse var forbudt i henhold til EU-princippet.

Hvis EU-Domstolen svarede bekræftende, spurgte Højesteret, om det desuagtet var i orden at vægte dansk lovgivning højest, af hensyn til retssikkerheden for den virksomhed, som havde fulgt dansk lovgivning (§ 2 a, stk. 3) og nægtet betaling.

EU-Domstolen svarede, at dansk lovgivning var i strid med EU-princippet om EU-rettens forrang for national lov. EU-Domstolen svarede desuden, at retssikkerhedshensyn til virksomheder, der havde nægtet udbetaling med henvisning til nævnte danske lovbestemmelse måtte vige for hensynet til nævnte EU-princip.

Som anført i 2010 havde EU-Domstolen afsagt en anden dom, hvorefter Ole Andersen fik tilkendt fratrædelsesgodtgørelse - til trods for, at han også havde ret til pension. Denne dom byggede på det EU-retslige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder som udmøntet i EU's beskæftigelsesdirektiv og forarbejder til direktivet.

Højesteret skulle nu afgøre, om dommerne ville følge EU-Domstolens afgørelser eller forsvare den danske funktionærlovgivning.

EU-rettens forrang er uskrevet

Højesteret fastslog i en 8-1 dom, at princippet om EU-rettens forrang er uskrevet, fordi det ikke findes i de traktater, som Danmark har tiltrådt.

Selvom forbuddet mod aldersdiskrimination fremgår af EU-Charteret som grundlæggende rettigheder, gælder det ikke i Danmark, fordi principperne i EU-Charteret ikke er gjort umiddelbart anvendelige her i landet ved den danske lov fra 1972 om tiltrædelse af EU.

Danmarks tiltrædelseslov giver derfor hjemmel til at tillægge de generelle EU-principper og EU-Charteret den virkning i Danmark, som EU-Domstolen siger de skal have.

Højesteret fastslog desuden, at det reelt ville være i direkte modstrid med Højesterets eksistensberettigelse, hvis Højesteret så bort fra § 2 a, stk. 3 i Funktionærloven, jævnfør Grundlovens § 3.

Dommen har givet anledning til megen debat, afhængig hvilke af retssagens parter, som debattørerne har sympati.

En konservativ bedømmelse af dommen er, at Højesteret har ønsket at fremhæve, at tiltrædelsesloven fra 1972 skal tages meget seriøst, og at der ikke er fri adgang til at udvide EU's beføjelser.

Svaret fra EU-Domstolen indebar reelt, at Højesteret skulle se bort fra dansk funktionærlovgivning på grundlag af et uskrevet princip om EU-rettens forrang i nationalt lovgivning.

Det sidste ord er næppe sagt på dette område.

Mere information om sagen:

Skrevet af advokat (H) Steen Petersen, der som erfaren procesadvokat bl.a. fører sager for Højesteret og internationale domstole. Kontakt ham på tlf. 21 72 17 82 eller på mail stp@ret-raad.dk. Se hans profil HER og hans artikler HER.