Generationsskifte i landbruget

Dansk landbrug står over for et kæmpe generationsskifte. Det forventes således, at op imod 3000 landbrug skal skifte ejer inden for en kortere årrække.

Såvel økonomisk som familiemæssigt kan der imidlertid være store forskelle på resultatet af et generationsskifte, hvis ikke man får det grebet rigtigt an.

Det er derfor vigtigt, at man som køber eller sælger får lagt en god plan for, hvordan generationsskiftet skal gennemføres.

Generationsskifte til familie eller betroet medarbejder.

Nogle gange er det helt naturligt, hvordan et generationsskifte skal gennemføres. Der er måske allerede en søn/datter eller en betroet medarbejder, som er dybt involveret i landbruget, hvorfor det også er vedkommende det er planen at generationsskifte med. Andre gange er der ikke en naturlig arvetager til landbruget. Her er det vigtigt i god tid at få taget hul på drøftelsen i familien, om der er en eller flere blandt børnene, som ønsker at overtage landbruget på sigt.

Hvis ikke vedkommende allerede er godt inde i den daglig drift, er det en nødvendighed at få lavet en klar plan/strategi for, hvordan viden og erfaring skal overleveres fra sælger til køber.  

En klar plan

I forbindelse med handlen skal det gennemtænkes, om det bedste er at sælge hele virksomheden, på én gang, eller om det med fordel kan ske over en årrække. Ligeledes skal der tages stilling til, om der skal købes en andel af virksomheden eller om der evt. alene skal overdrages en eller flere ejendomme til den unge generation. Det skal også gennemtænkes, hvordan den ældre generation økonomisk set kommer bedst ud af erhvervet, samtidig med at den unge generation skal ind i erhvervet så lempeligt som muligt.

Når den rigtige pris på landbruget er fundet, er det vigtigt at få fordelt købesummen rigtigt. En forkert fordeling kan få ikke ubetydelige skattemæssige konsekvenser. Herefter skal der tages stilling til, hvordan købesummen skal betales. Et landbrug er i dag ofte en meget stor virksomhed, hvorfor finansieringskravet til køber er stort. Ofte er det ikke muligt for en ung køber at låne den nødvendige kapital i banken, og nogle gange er det heller ikke den mest fordelagtige måde at finansiere købet på.

Ofte betales købesummen ved en kombination af gældsovertagelse (køber overtager sælgers lån), lån eller gaver fra sælger til køber og succession (køber overtager sælgers skattebyrde). Mulighederne er mange, hvorfor det er vigtigt at få gennemdrøftet og gennemberegnet konsekvenserne heraf med revisor og advokat.

I mange familiehandler er der også andre hensyn end de rent økonomiske, der skal gennemtænkes. Det er således vigtigt, at der tages stilling til, om der er hensyn til andre søskende. Skal der overdrages andre aktiver til øvrige søskende? Skal der laves testamente for sælger og/eller køber? Skal der laves særejeægtepagt og evt. også fremtidsfuldmagter? Alt sammen vigtige spørgsmål, som skal afklares – se nærmere herom i artiklen om de privatretlige forhold ved generationsskifte af advokatfuldmægtig Emma Broksø.

Generationsskifte ved salg til 3.mand

Med så mange generationsskifter vi står overfor i dansk landbrug, vil det ikke i alle tilfælde være muligt/ønskeligt at generationsskifte til et familiemedlem eller til en betroet medarbejder. Der vil derfor være rigtig mange salg, som skal ske til andre købere. Ofte vil køberne her være andre landmænd fra egnen, men sådan behøver det ikke at være.

Tidligere var der i landbrugsloven mange regler, der begrænsede mulighederne for køb af en landbrugsejendom. En landmand måtte kun eje et vist antal ejendomme af en vis størrelse, og de skulle alle være inden for et afgrænset geografisk område. Hertil kom at en køber skulle være landmandsuddannet (have grønt bevis). I dag er alle disse regler fjernet fra Landbrugsloven. Det er således muligt at købe så mange gårde, man ønsker, og de kan være placeret et helt andet sted i Danmark.

Uddannelseskravet er fjernet, og der er åbnet op for alle former for selskabskonstruktioner. Der er således god mulighed for at få fremmed kapital ind i dansk landbrug. Handel med danske landbrug er således blevet på rent kommercielle vilkår. Kan en investor se en mulighed for et godt afkast løbende på driften og/eller på sigt ved forventede konjunkturgevinster, er det således muligt at købe sig ind i dansk landbrug.

Ved salg til 3. mand er det som ved familiehandler vigtigt at få gennemtænkt hele processen for at få det optimale resultat af handlen. Den rigtige prisfastsættelse er naturligvis altafgørende, men også ved salg til 3. mand er købesummens fordeling på stuehus, jord, driftsbygninger mv. vigtig for begge parter, idet der kan være store skattemæssige konsekvenser ved en forkert fordeling. Ligeledes er det vigtigt for sælger at tage stilling til, om det bedste er at sælge aktiver, eller om der evt. skal omdannes til et selskab, hvor det er aktier/anparter, der sælges. For køber kan det omvendt også have stor betydning om det er aktiver eller aktier/anparter der handles.

Det er derfor også her vigtigt, at en handel drøftes intenst med såvel revisor som advokat.    

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.