Arbejdsskade

Har du pådraget en arbejdsskade efter en arbejdsulykke?

Hvis du har været ude for en ulykke i din arbejdstid er der tale om en arbejdsskade, også selvom ulykken måske ikke direkte er forårsaget af særlige forhold på din arbejdsplads. Ulykken vil være omfattet af lov om arbejdsskadesikring, og din arbejdsgivers lovpligtige arbejdsskadeforsikring skal dække dit erstatningskrav uanset, om arbejdsgiver kan bebrejdes noget i forhold til din skade.

En skade i arbejdstiden er arbejdsgivers ansvar

Hvis du har været ude for en ulykke i din arbejdstid er der tale om en såkaldt ”arbejdsskade”, også selvom ulykken måske ikke direkte er forårsaget af særlige forhold på din arbejdsplads. Arbejdsulykken vil være omfattet af lov om arbejdsskadesikring, og din arbejdsgivers lovpligtige arbejdsskadeforsikring skal dække dit erstatningskrav uanset, om arbejdsgiver kan bebrejdes noget i forhold til din skade.

Hvis ulykken skyldes en andens fejl eller forsømmelse, f.eks. din arbejdsgiver, en kollega eller en helt tredje, kan du herudover rejse et erstatningskrav mod vedkommende.

Anmeldelse og behandling af en arbejdsskadesag

En ulykke på arbejdspladen bør altid anmeldes. Også selvom du ikke forventer, at du på længere sigt får varige mén efter arbejdsulykken.

En arbejdsskade skal som hovedregel være sket som en arbejdsulykke, det vil sige en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage, men også skadelige påvirkninger over en kortere periode kan opfylde betingelserne for at anerkende en hændelse efter loven. 

Har du udviklet en skade eller sygdom som følge af længere tids skadelig påvirkning fra et arbejde, er der desuden mulighed for at få anerkendt skaden efter reglerne om erhvervssygdomme. 

De skader, der kan anerkendes som arbejdsskader kan være både fysiske og psykiske skader; og hvis der konstateres en sammenhæng mellem ulykken og skaden, vil du som hovedregel få erstatning efter lovens regler.

En arbejdsskade skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og dette skal ske i umiddelbar tilknytning til arbejdsulykken, eller hurtigst muligt efter.

Efter loven skal arbejdsgiver senest 14 dage efter første fraværsdag anmelde en arbejdsulykke, og hvis ulykken ikke har medført fravær, men det må antages at du har krav på ydelser efter loven, skal arbejdsgiver også anmelde senest 14 dage efter ulykken.

Hvis arbejdsgiveren ikke foretager anmeldelse, kan du selv eller din læge anmelde ulykken til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring går herefter i gang med at behandle sagen, hvor man dels undersøger om der er sket en ulykke, der er omfattet af lovens område, og dels om den skadelidte er blevet pådraget et erstatningsberettiget tab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil holde arbejdsgiverens forsikringsselskab orienteret om sagen og dens resultat, men ofte vil ens arbejdsgiver ikke blive direkte involveret i sagens behandling.

Sagsbehandlingstiden hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan godt være langvarig, hvilket også skyldes, at der i de fleste situationer skal gå nogen tid, før man lægeligt kan vurdere, om en skade har givet varige følger.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter alle relevante oplysninger om dine lægelige og indkomstmæssige forhold før og efter arbejdsulykken. De kan også bede om, at du bliver undersøgt af en eller flere speciallæger.

Husk at få dokumenteret dine gener

Efter arbejdsulykken er det generelt af stor betydning, at du løbende får dokumenteret de gener, du har fået som følge af arbejdsskaden. Det indebærer, at du skal sørge for at komme til læge, speciallæge, fysioterapeut m.v., dels for at blive behandlet for dine skader, men også så du efterfølgende kan bevise, at du f.eks. har været uarbejdsdygtig over en længere periode. 

Du skal også være opmærksom på, at lægen noterer dine symptomer i journalen, også selvom det måske er gener, man forventer går over af sig selv i løbet af noget tid. Hvis det senere viser sig, at dine skader er varige, kan man på denne måde vise, at skaderne har været der ”fra starten” og altså skyldes arbejdsulykken.

Hvis der er tvivl om, hvordan eller hvorfor arbejdsulykken skete, skal du så vidt muligt prøve at samle informationer og dokumentation om dette. Det kan du f.eks. gøre ved at spørge til din arbejdsgivers notater om ulykken, eller ved at gemme information om arbejdsgiverens efterfølgende håndtering af arbejdsulykken, f.eks. information til sikkerhedsudvalg m.v.

Hvis du har en privat ulykkesforsikring vil denne i nogle tilfælde også betale erstatning, men mange private forsikringer er begrænset til fritidsulykker.

Hvilke skader dækker arbejdsskadeforsikringen?

Efter en arbejdsulykke kan du under sagens behandling ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring få erstattet dine udgifter til sygebehandling og genoptræning samt godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Det er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der fastsætter din erstatning efter lovens regler. Du kan læse mere om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og den vejledende méntabel på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside.

Du kan derimod ikke få erstatning for midlertidige tabsposter, det vil sige godtgørelse for svie og smerte i sygeperioden, samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis det er aktuelt for dig. Hvis du skal have erstatning for disse poster, kræver det at arbejdsgiveren har haft et særligt ansvar for arbejdsulykken, f.eks. ved ikke at give korrekt instruktion, eller ved ikke at tilrettelægge arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Er du ikke tilfreds med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, kan du anke den til Ankestyrelsen. Anke skal ske inden 4 uger fra afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Krav mod en ansvarlig skadevolder

I nogle tilfælde er andre personer skyld i din arbejdsulykke. Skyldes din arbejdsulykke, fejl eller forsømmelser fra din arbejdsgiver eller fra andre (f.eks. en kollega eller andre håndværkere på byggepladsen), kan du også kræve erstatning for din personskade efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

For at du kan få erstatning skal der være en erstatningsansvarlig. Det kan f.eks. være din arbejdsgiver, som ikke har givet dig en fyldestgørende instruktion eller som ikke har sørget for at arbejdspladsen var indrettet forsvarligt. Det kan være en maskine eller et redskab, der ikke er i forsvarlig stand. Eksemplerne er mange.

Det er også en betingelse for at få erstatning for din arbejdsulykke, at din sygdomsperiode skyldes arbejdsskaden og ikke skyldes omstændigheder, der er sket i din fritid eller f.eks. fejlbehandling på sygehuset.

Du skal være opmærksom på, at det er dig som skadelidt, der har bevisbyrden for, at f.eks. din arbejdsgiver er erstatningsansvarlig. Dette bevisbyrdekrav gælder ikke for et erstatningskrav efter den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.

Dit erstatningskrav behandles efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Du kan ikke få erstatning for den samme skade 2 gange. Det betyder, at hvis du har fået en godtgørelse for varigt mén efter arbejdsskadesikringsloven, kan du ikke også få godtgørelse for varigt mén efter erstatningsansvarsloven. I det tilfælde går arbejdsskadesikringsloven altså forud for erstatningsansvarsloven.

Har du et spørgsmål til vores advokater?

"*" indikerer påkrævede felter

Navn
Postnummer*
Tilmeld dig vores nyhedsbreve
Samtykke*
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.