Inkassoomkostninger

Virksomheder bruger generelt meget tid på at rykke for deres tilgodehavender. Tid, som kunne være anvendt bedre og dermed mere fordelagtigt for virksomheden.

Flere og flere virksomheder vælger derfor at anvende professionel bistand i form af advokatinkasso til inddrivelse af deres tilgodehavender.

Ved at anvende advokatinkasso får kreditor (den erhvervsdrivende) muligheden for at lægge inkassoomkostningerne oveni det beløb, som skyldneren skal betale.

Inkassopåkrav

For at der kan opkræves inkassoomkostninger hos skyldner, er det et krav, at virksomheden sender et inkassopåkrav til skyldner.

Inkassopåkravet (som er en skriftlig rykkerskrivelse) skal opfylde følgende betingelser:

  1. Kravet skal udspecificeres og opgøres, så det er tydeligt, hvad det vedrører, og hvad beløbet udgør.
  2. Skyldner skal meddeles en betalingsfrist på mindst 10 dage til at betale gælden.
  3. Det skal udtrykkeligt angives, at fortsat manglende betaling vil medføre, at sagen overgives til inkasso, og at dette medfører yderligere omkostninger for skyldner.

Kreditor kan kræve betaling for maksimalt 3 rykkerskrivelser á kr. 100,00 pr. styk samt ét inkassogebyr for at overdrage sagen til advokat, ligeledes på kr. 100,00.

Det er et krav, at der er minimum 10 dage mellem hver rykkerskrivelse.

Inkassoomkostninger

Inkassoomkostninger opdeles i to kategorier: De udenretlige og indenretlige inkassoomkostninger.

Udenretlige inkassoomkostninger

Dækker over de omkostninger, som kreditor har, hvis sagen ikke overgår til retten. Det vil sige, hvis skyldner betaler inden sagen indbringes for retten. De udenretlige inkassoomkostninger dækker således blandt andet inkassoadvokatens oprettelse af sagen, fremsendelse af krævebrev, indgåelse af frivilligt forlig og administration af betalingsordning.

Som alternativ til sådanne omkostninger til en fremmed advokat kan kreditor også få dækket omkostninger til egen inkasso. Det forudsætter imidlertid, at virksomheden opfylder henholdsvis Rentelovens og Inkassolovens regler herfor.

De udenretlige inkassoomkostninger deles således op i to underkategorier:

  1. Omkostninger ved advokatinkasso (også kaldet fremmedinkasso) og,
  2. Omkostninger, såfremt kreditor selv varetager inkassoen (egeninkasso).

Udenretlige inkassoomkostninger fastsættes i henhold til ”Bekendtgørelse om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling”.

Indenretlige inkassoomkostninger

Dækker arbejde udført i forbindelse med, at inkassosagen overgår til retslig inddrivelse. F.eks. i form af indlevering af et betalingspåkrav eller en inkassostævning.

De indenretlige omkostninger dækker også det forløb, der går forud for sagens indbringelse for retten. Det vil sige, at det arbejde, der er omfattet af de udenretlige inkassoomkostninger, også er indeholdt i dette.

De indenretlige inkassoomkostninger er fastlagt af Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret og tilkendes således af retten i forbindelse med sagens behandling.

Hvilke inkassoomkostninger dækkes?

Inkassoomkostninger skal være ”rimelige og relevante” – det fremgår af Renteloven.

For at skyldner kan pålægges inkassoomkostninger er det som udgangspunkt tilstrækkeligt, at skyldneren har misligholdt en betalingspligt og betalingsfrist. F.eks. at fakturaen ikke er blevet betalt inden betalingsfristens udløb.

Inkasso i fogedretten

Hvis sagen mod skyldner fortsætter i fogedretten, vil der i forbindelse hermed påløbe yderligere omkostninger. Først retsafgift, herefter mødesalær og eventuelt andre omkostninger, som pålægges skyldner udover de takstmæssige inkassoomkostninger.

For langt de fleste advokaters vedkommende afregner advokaten sit honorar, således dette stemmer overens med de omkostninger, der pålægges skyldner. Dermed holdes den erhvervsdrivende skadefri, når skyldnere betaler.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.