Hvis ejeren planlægger det i god tid, er der gode muligheder for, at ejeren af en virksomhed kan få indflydelse på, hvornår og hvem der skal overtage virksomheden. Når ejerskifte overvejes er det en god idé at tage fat i en rådgiver, der kan styre det fremadrettede forløb. Med de rigtige rådgivere ved sin side i et planlagt forløb, kan virksomhedsejeren fortsat koncentrere sig om at drive virksomheden mens gennemførelse af generationsskiftet planlægges og igangsættes
Modning og planlægning
Det er vigtigt i forbindelse med en salgsmodning at få sat tingene i virksomheden i system og få struktureret virksomheden inden næste skridt tages. Det gælder eksempelvis om at få beskrevet organisationen, forretningsgange og processer og få styr på nøglemedarbejdere og rettigheder.
Hvem er potentiel køber og hvordan finder jeg vedkommende?
I nogle tilfælde er det mest oplagt at finde køberen til virksomheden blandt virksomhedens betroede medarbejderskare. I andre tilfælde er det mest oplagt at finde en ekstern køber. Virksomheden kan anonymt og i diskretion annonceres på én af de databaser, der findes på nettet.
Opdeling af aktiekapitalen i A og B Aktier med forbeholdt ret til udbytte
Én af de udfordringer, der skal overvindes ved gennemførelse af et virksomhedssalg er finansieringen af købesummen. Dette vil som oftest kræve en stor likviditet hos køber, men det er langt fra i alle tilfælde, at køber kan erlægge hele købesummen kontant. Der findes derfor en række modeller, der kan afhjælpe købers mangel på evne til at erlægge hele købesummen kontant.
Et ofte benyttet redskab i den forbindelse er at udskyde, men sikre finansieringen ved bl.a. at opdele selskabets aktier i A og B aktier. A og B aktierne får forskellig stemmevægt og der forbeholdes udbytte i en bestemt størrelsesorden til A aktierne.
En model kan være: Køberen kommer med en sum penge, som man forhøjer selskabskapitalen med, mod at køber modtager B aktier i selskabet. Der vedtages nye vedtægter på en ekstraordinær generalforsamling, og det bestemmes, at B aktierne først modtager udbytte, når A aktierne har modtaget et forud aftalt beløb i udbytte.
På den måde kan A og B aktiemodellen være med til at sikre, at sælger over en periode, afhængig af virksomhedens driftsresultat, får den sidste del af købesummen erlagt.
På vores hjemmeside kan du læse meget mere om Virksomhedsoverdragelse og Erhvervsrådgivning, eller du kan downloade vores brochure Generationsskifte. Du er også velkommen til at skrive til os.
