Auktionsskøde efter køb af ejendom på tvangsauktion

Når du har købt en ejendom på tvangsauktion, skal du have udstedt og tinglyst et auktionsskøde. Derved bliver det registreret i den offentlige tilgængelige digitale tingbog, at du ejer ejendommen.

I forbindelse med køb af ejendom på tvangsauktion, er der flere formelle forhold og ekspeditioner der skal iagttages og opfyldes, som blandt andet også kræver Fogedrettens involvering og medvirken.

Har du brug for en boligadvokat? Udfyld vores kontaktformular her.

Du skal indgive begæring

Auktionskøber skal indgive begæring til Fogedretten om udstedelse af auktionsskøde.

I forbindelse med begæringen kræves det, at auktionskøber dokumenterer at auktionsvilkårene fra den gennemførte auktion er opfyldt, herunder at alle berettigede har modtaget de beløb, som de har krav på og at de til auktionskøber udsteder samtykkeerklæring om, at auktionsskøde må udstedes.

Du skal have styr på berettigede

Berettigede er de hæftelser, der har fået hel eller delvis dækning ved auktionen samt de interessenter, som indgår i størstebeløbet.

Auktionskøberen skal have fat i alle de hæftelser, der har fået hel eller delvis dækning, rekvirenten, ejendommens forsikringsselskab, kommunen med hensyn til ejendomsskatter m.fl. for opgørelse af ajourførte krav.

Alle restancer på fordringer i salgsopstillingen, der blev dækket ved auktionen, auktionsomkostninger, forsikringsrestancer, ejendomsskatterestancer, rekvirentens salær som fremgår af størstebeløbet på salgsopstillingen skal betales af auktionskøberen.

Du skal betale tinglysningsafgift

Auktionskøberen skal betale tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af skødet og auktionsafgift, ligesom auktionskøber skal indhente samtykkeerklæringer om, at auktionsskøde kan udstedes.

Når Fogedretten har modtaget begæringen og samtykkeerklæringer, udsteder Fogedretten et fysisk auktionsskøde, som køberne efterfølgende skal få tinglyst i tingbogen. I forbindelse med udstedelse af auktionsskøde skal den efter auktionen stillede sikkerhedsstillelse frigøres, hvilket kan ske, når samtykkeerklæringer er tilgået Fogedretten, og Fogedretten har godkendt, at vilkårene er opfyldt.

Du skal slette udækkede hæftelser

Endelig skal auktionskøber sørge for at få slettet udækkede hæftelser og rettigheder, hvilket gennemføres ved at sende en anmodning til Fogedretten.

Tinglysning af adkomst er også en forudsætning for, at køber kan optage lån i ejendommen, som for de flestes vedkommende kan være en forudsætning for at få den rigtige finansiering.

Der er således mange betingelser, der skal opfyldes og flere ekspeditioner, som skal udføres, for at auktionsskøde kan tinglyses.

Du skal huske det praktiske

En sidste praktisk ting, du som køber bør gøre i forbindelse med købet, er at sørge for aflæsning af forbrugsmålere, indberetning til leverandørerne og eventuelt at skifte ejendommens låse.

Du bør også huske at tegne en forsikring med virkning fra overtagelsesdagen.

Du skal være opmærksom på, at køb af ejendom på tvangsauktion ikke indeholder de samme rettigheder, som når du køber en ejendom i fri handel.

Det kan derfor være en god ide før, under og efter auktionen at alliere sig med en advokat, der kender til køb af ejendomme på tvangsauktion, og derfor kan rådgive og lede dig godt og sikkert igennem hele processen.

Du kan læse mere om Tvangsauktion på vores hjemmeside. Se også artiklerne:

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.