Reglerne om ejerforeninger er reguleret i Ejerlejlighedsloven.
Ejerforeninger – Ejerlejligheder
Ejeren af en ejerlejlighed har sammen med andre ejere af lejligheder ejendomsret til grunden, fælles bestanddele og tilbehør m.v. efter et fordelingstal. Til lejligheden hører i samme forhold rettigheder og forpligtigelser for ejeren som medlem af ejerforeningen. Ejeren af en ejerlejlighed er efter ejerlejlighedsloven automatisk medlem af ejerforeningen.
Ejerforeningen ledes normalt af en bestyrelse, som står for den daglige administration af foreningen.
For ejerforeningens forpligtelser hæfter ejerne personligt (med hele ejers formue), pro rata (med den enkelte ejers andel) og subsidiært (sådan at krav først skal gøres gældende mod ejerforeningen, inden krav gøres gældende mod ejerne) i forhold til deres fordelingstal, medmindre ejerne har påtaget sig en mere vidtgående hæftelse.
Fællesudgifter, herunder udgifter vedrørende grunden, vej- og kloakbidrag, forsikringspræmier og udgifter til administration og vedligeholdelse af fællesbestanddele og tilbehør, bidrag til en eventuel grundfond m.v., udredes af de enkelte ejere efter fordelingstallet.
Vedtægter
Ejerforeningens vedtægter fastlægger blandt andet regler for brug af ejendommen, fordeling af udgifter og beslutninger i foreningen. Vedtægterne fastsætter bestemmelser altså om ejerforeningens forhold og varetagelsen af ejernes fælles anliggender, rettigheder og forpligtigelser.
Boligministeren fastsætter i en normalvedtægt regler om generalforsamlingen, bestyrelsen, afstemningsregler, flertalskrav til forskellige beslutninger, foreningens administration, ændring i fordelingen af forbrugsudgifter, vedligeholdelsesfordeling, mulighed for at få adgang til de enkelte lejligheder, elektronisk kommunikation, ret til at holde kæledyr, sikkerhedsstillelse, indskrænkninger i ejerens ret til udlejning og eventuelle sanktioner ved ejerens uberettigede brug.
Normalvedtægtens bestemmelser er gældende, medmindre de er fraveget ved gyldig beslutning. En fravigelse skal tinglyses for at være gyldig mod aftaler om ejendommen eller mod retsforfølgning.
Generalforsamlingen og bestyrelsen
Beslutninger i ejerforeningen træffes typisk på generalforsamlingen, hvor ejerne har mulighed for at deltage og stemme. Det betyder, at ejerforeningens ledelse forestås af generalforsamlingen og bestyrelsen.
Generalforsamlingen er ejerforeningens øverste myndighed. Enhver ejer har adgang til og stemmeret på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen vælger bestyrelsen. Bestyrelsen varetager den daglige ledelse af ejerforeningen og udfører generalforsamlingens beslutninger.
Generalforsamlingen kan beslutte at antage en administrator til bistand ved varetagelsen af ejendommens daglige drift.
Kontakt Ret&Råd Advokater
Har du spørgsmål om ejerforeninger eller brug for rådgivning om vedtægter, beslutninger i foreningen eller tvister mellem ejere, kan en advokat hos Ret&Råd hjælpe.
"*" indikerer påkrævede felter
















