Hvis ens barn ikke kan komme i skole og heller ikke kan være alene hjemme, vil en af forældrene blive nødt til at blive hjemme og passe barnet. Her kan der være mulighed for at søge tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven.
Mange forældre til børn med særlige behov oplever især efter inklusionsreformen udfordringer med at få deres børn i skole.
En udfordring kan være, at de forskellige forvaltninger i kommunen ikke er enige om, hvem der har ansvaret i forhold til familien. Der er både skolesektoren, som skal sikre undervisning, socialforvaltningen, som skal yde evt. støtte efter sociallovgivningen og eventuelt også en handicapforvaltning. Herudover vil regionen oftest også blive involveret i forbindelse med en udredning af barnet/den unge.
Kommunen (PPR) skal udarbejde en udredning, en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV) eller lignende, når der er tale om et barn har behov for støtte i mere end 9 timer (12 lektioner) /ugen.
Det er skolelederen, der træffer afgørelse om, hvilket specialundervisningstilbud barnet skal tilbydes. Kun hvis tilbuddet ikke findes på den konkrete skole, er det kommunens visitationsudvalg, der skal træffe afgørelse i sagen.
Det er myndighederne og ikke familien, der skal sørge for at sagen er tilstrækkeligt oplyst og om fornødent indhente yderligere oplysninger eller undersøgelser fra de relevante myndigheder.
Som forældre skal man være opmærksom på, når en skoleleder skal træffe afgørelse om eventuel specialundervisning, at der en pligt til at partshøre forældrene. Hvis familien ikke får medhold, skal afgørelsen desuden være skriftlig og være ledsaget af klagevejledning og klagefrist.
Et andet problem, der kan rejse sig, er, hvordan skolen registrerer fraværet. Som reglerne er nu, vil fravær på grund af skolevægring enten registreres som sygefravær eller ulovligt fravær.
I de tilfælde, hvor fraværet bliver registreret som sygefravær og varer mere end 15 skoledage, har skolen pligt til at yde hjemmeundervisning, så vidt muligt af en eller flere af elevens egne undervisere.
I de tilfælde, hvor fraværet er registreret som ulovligt fravær, har skolelederen pligt til at følge op over for familien og vurdere behovet for supplerende undervisning eller anden faglig støtte.
Hvis fraværet overstiger 15 % inden for et kvartal, skal skoleleder underrette kommunen, idet familien så kan fratages børne- og ungeydelse.
Læs også vores artikel om skolevægring.