Med legale ejere menes virksomheder eller fysiske personer, som råder over mere end 5 % af selskabets kapital eller stemmeret, mens der med reelle ejere menes fysiske personer, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne i en virksomhed, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler. I praksis regner man med, at såfremt man ejer eller kontrollerer mere end 25 % af virksomheden, så betegnes man som en reel ejer, og skal registreres som en sådan.
Det er i ovennævnte sammenhæng vigtigt at bemærke, at man sagtens kan være at betegne som en reel ejer selvom at man måske blot ejer 15 % af kapitalandelene eller stemmeretten, hvis man f.eks. har beføjelsen til at vælge bestyrelsen, har vetoret eller lignende.
Ikke sjældent har selskaber en konstruktion, hvor der er et holdingselskab, som således kan være selskabets legale ejer. Holdingselskabet kan dog ikke samtidig være en reel ejer til selskabet, idet denne kategori som netop anført kun kan varetages af fysiske personer. Holdingselskabets reelle ejer kan således godt være at betegne som den reelle ejer til datterselskabet, hvilket derfor skal registreres.
Har virksomheden ingen reelle ejere, eller kan virksomheden ikke identificere sine reelle ejere, skal denne oplysning registreres. Virksomhedens ledelse skal i givet fald i stedet registreres som reelle ejere.
Selskaber og virksomheder, der skal registrere deres reelle ejere
De selskabs- og virksomhedstyper, der skal registrere deres reelle ejere, er iværksætterselskaber (IVS), anpartsselskaber (ApS), aktieselskaber (A/S), partnerselskaber (P/S), kommanditselskaber (K/S), interessentskaber (I/S), erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde, finansielle virksomheder, virksomheder med begrænset ansvar (AMBA, FMBA, SMBA) og europæiske virksomheder (SE, SCE, EØFG). Børsnoterede selskaber og enkeltmandsvirksomheder, selvstændige offentlige virksomheder (SOV’er), medarbejderinvesteringsselskaber, personligt ejet mindre virksomheder (PMV’er) og filialer, skal ikke registrere deres reelle ejer.
Sanktionen ved ikke at overholde registreringspligten kan være bødestraf.
Du kan også downloade vores brochure om virksomhedsformer.