Bortkomne pantebreve – mortifikation

Har man hus eller ejerlejlighed, hvor man har betalt lån ud, som enten har været sikret ved pantebrev eller ejerpantebrev, er det vigtigt at man sikrer sig, at pantebrevet er blevet aflyst af tingbogen, eller at man er i besiddelse af pantebrevet i original.

Hvad betyder mortifikation?

Mortifikation er et juridisk begreb for, at man fjerner den rettighed, som et dokument (pantebrev), giver rettighedshaveren. Typisk er det pantebreve som mortificeres, men det kan også være aktier og andre andelsbeviser, hvis det er krævet, at dokumentet mortificeres.

Mortifikation er relevant i de tilfælde, hvor man ikke kan finde dokumentet eksempelvis pantebrevet eller ejerpantebrevet.

Digitalisering i 2009

I 2009 blev tinglysningssystemet digitaliseret og de tidligere fysiske pantebreve, som var almindelige før, blev ændret til digitale pantebreve. Dette dog kun for pantebreve oprettet efter digitaliseringen, hvorfor mortifikation af de mange, som har pantebreve, der er oprettet før 2009 og som derfor er fysiske, kan vise sig at være aktuel.

Ved en mortifikation af pantebrevet modtager man et erstatningsdokument, som kan anvendes som dokumentation for den samme rettighed, som pantebrev gav.

Hvordan sker mortifikation?

Mortifikation sker i de fleste tilfælde via domstolene ved, at der afsiges en mortifikationsdom, men kan også ske uden dom (ved udslettelse)

Udslettelse af pantebreve efter tinglysningslovens § 20, stk. 2.

Den nemmeste måde at ”fjerne” et pantebrev (ikke ejerpantebreve) på er ved, at det udslettes. Det kan ske efter tinglysningslovens § 20, stk. 2. Herefter kan pantebrevet udslettes, hvis ”pantebrevet er udstedt og efter sit indhold ophørt for adskillige år siden” – i praksis kræves det, at det er over ca. 20 år siden, at sidste afdrag er betalt, og at hovedstolen ikke overstiger 50.000 kr.

Det bemærkes, at det for så vidt angår ejerpantebreve er sådan, at ejerpantebreve under 45.000 kr i hovedstol automatisk er blevet digitaliseret. I disse tilfælde er det således ikke nødvendig at foretage en udslettelse af ejerpantebrevet, da det kan aflyses af tingbogen ved en underskrift fra debitoren (med mindre der er tinglyst et underpant i ejerpantebrevet, da underpantet i såfald skal aflyses først).

Der skal – før at der kan ske udslettelse af pantebrevet – indhentes en erklæring fra ejeren af pantebrevet (debitor) og fra kreditor samt indhentes kopi fra tingbogen af pantebrevet samt tingbogsattest inden, at man kan anmode Tinglysningsretten om at udslette pantebrevet.

Mortifikation ved dom

I de tilfælde, hvor det ikke er muligt at udslette pantebrevet som omtalt ovenfor, er det nødvendigt, at der igangsættes en mortifikationssag.

En mortifikation kan ske enten ved forkortet varsel eller ved almindeligt varsel. En mortifikation ved forkortet varsel vil kunne ske indenfor 3 måneder efter, at sagen er annonceret i statstidende mens at en almindelig mortifikation sker indenfor 12 måneder efter, at sagen har været annonceret i statstidende. Man skal enten deponere eller stille med en bankgaranti på pantebrevets hovedstol med tillæg af 1 års rente, som først frigives et år + 4 uger efter afholdelse af retsmøde om mortifikationen.

Ved almindeligt varsel er det i stedet for de 3 måneder 12 måneder, og man slipper for at deponere/stille bankgaranti for pantebrevets hovedstol med tillæg af 1 års rente, hvilket således er billigere.

Anlæggelse af mortifikationssag

En sag om mortifikation skal anlægges ved byretten på det sted – altså i den retskreds –  hvor ejendommen er beliggende med mindre, at andet er aftalt i pantebrevet.

Anlæggelse af mortifikationen sker digitalt.

Nødvendige oplysninger til brug for anlæggelse af mortifikationssagen

Ønsker man at anlægge en mortifikationssag er der flere oplysninger, som man skal give til retten for, at mortifikationssagen kan behandles.

Dette omfatter bl.a:

  • Oplysninger om hvordan gælden i henhold til pantebrevet er betalt
  • Oplysningerne om hvem der er henholdsvis debitor og kreditor på pantebrevet
  • Oplysninger om baggrunden for og formålet med mortifikationen herunder også oplysninger om hvorvidt pantebrevet er indfriet eller blevet væk

Ovennævnte er blot eksempler på en del af de oplysninger, som retten skal modtage førend, at en mortifikationssag kan startes op.

Retten skal udover ovennævnte bl.a. også have dokumenter herunder:

  • Kopi af det/de pantebreve, der skal mortificeres
  • Alternativt en bekræftet og underskrevet kopi fra Tinglysningsretten
  • Tingbogsattest (som ikke må være over 30 dage gammel)
  • Bankgaranti

Ovennævnte dokumenter er blot eksempler på en del af de dokumenter, som retten skal modtage førend, at en mortifikationssag kan startes op.

Statstidende

Der skal indrykkes en annonce i statstidende omkring mortifikationen, hvor alle som mener at have en ret i henhold til pantebrevet eller ret til at modtage betaling for gælden i henhold til pantebrevet, indkaldes til at give møde ved retten.

Som omtalt ovenfor kan retsmødet finde sted henholdsvis 1 år eller 3 måneder efter indkaldelsen i statstidende alt efter om det er mortifikation med almindeligt eller forkortet varsel, som skal ske.

Efter gennemførelse af retsmødet, og hvis der ikke er mødt andre op til retsmødet, bliver der afsagt en mortifikationsdom. Efter udløb af ankefristen på 4 uger, kan man bede retten om at påføre dommen en ankepåtegning om at dommen er endelig og ikke anket til landsretten, hvorefter sagen kan afsluttes.

Pris

Mortifikation:  6.400 kr. inkl. moms i salær + 750 kr. i retsafgift + 281,25 kr. for annoncering i statstidende (hertil kommer evt. udgift til deponering/bankgaranti).

Du er velkommen til at kontakte advokat Niels Bjerre, hvis du har brug for hjælp til udslettelse af pantebrev eller mortifikation.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.