Barnets bopæl
Siden 1. april 2019 har et barn kunnet have adresse hos begge forældre, også kaldet delt bopæl. Det gælder kun, hvis forældrene er enige om det. Ellers har barnet kun bopæl og adresse ét sted. Det gælder også selvom barnet er lige meget hos hver af forældrene, og selvom man har fælles forældremyndighed over barnet.
Delt bopæl er ikke det samme som, at barnet skal være lige meget hos hver af forældrene, men betyder, at barnet registreres med bopæl hos begge forældre.
Eneforældremyndighed
Hvis den ene forælder har den fulde forældremyndighed alene, kan den forælder selv bestemme, hvor barnet skal bo – det gælder både i forbindelse med, at I går fra hinanden, eller hvis man senere ønsker at flytte med barnet. En forælder med fuld forældremyndighed kan også selv bestemme om barnet skal have bopæl i Danmark eller udlandet, og også om man vil flytte barnet langt væk fra den anden forælders bopæl. Det gælder også selvom barnets samvær med den anden forælder på den måde vanskeliggøres.
Fælles forældremyndighed
Hvis der er fælles forældremyndighed skal I være enige om, hvor og hos hvem af jer barnet skal have bopæl, når I går fra hinanden. Hvis ikke I kan blive enige skal sagen behandles i Familieretshuset, og hvis I stadig ikke er enige, er det Familieretten, der i sidste ende kan beslutte hos hvem af forældrene barnets bopæl skal være.
Når der er fælles forældremyndighed kan en af forældrene ikke bare selv beslutte at flytte barnets adresse væk fra den fælles adresse, det skal begge forældre være enige om og begge skal underskrive flyttemeddelelsen til Folkeregisteret/Borgerservice.
Når først det er aftalt eller afgjort hvem af forældrene, barnet skal have bopæl hos, kan den forælder, som barnet bor hos, bestemme, hvor i landet barnet skal bo. Bopælsforælderen kan også bestemme, at barnet skal flytte senere hen, også selvom det betyder, at barnet flytter langt væk fra den anden forælder. Hvis barnet skal flytte til udlandet, Grønland eller Færøerne skal forældre med fælles forældremyndighed dog være enige om det.
Det er meget vigtigt, at man overholder reglerne for, hvornår man kan flytte sit barns adresse, da det kan få stor betydning for myndighedernes senere vurdering af sagen, hvis man har gjort noget i strid med reglerne og f.eks. bare har flyttet barnet væk fra de vante omgivelser uden aftale med den anden forælder.
Krav om varsling af flytning
Hvis du vil flytte barnets eller din egen bopæl – enten til et andet sted i landet eller til udlandet – skal du oplyse den anden forælder om det senest 6 uger før flytningen. Det gælder både, hvis I har fælles forældremyndighed eller den ene har forældremyndigheden alene. Det gælder også, når du ikke har del i forældremyndigheden.
Kravet om varsling af flytning står direkte i forældreansvarsloven. Reglen skyldes, at det skal være muligt for både barnet og den anden forælder at indrette sig på en flytning, og også at det skal være muligt at nå at kontakte myndighederne om ændring af f.eks. samvær, forældremyndighed eller overflytning af barnets bopæl til den anden
forælder, hvis man ikke kan acceptere den varslede flytning. Det er derfor vigtigt, at du som forælder overholder kravet om varsling af flytning, da det kan få betydning for myndighedernes vurdering af din sag og din ansvarlighed som forælder, hvis der skal tages stilling til ændringer om barnets forhold.
Aftale om delt bopæl
Forældre med fælles forældremyndighed kan aftale, at deres barn har delt bopæl, hvis de er enige om det. En aftale om delt bopæl for barnet kræver ikke, at barnet opholder sig lige meget hos hver af forældrene. Delt bopæl kan aftales, når bare forældre med fælles forældremyndighed er enige om det, og en aftale om delt bopæl betyder, at forældrene så har fælles og lige stor indflydelse på alle overordnede beslutninger om barnets dagligdag, f.eks. fritidsinteresser, daginstitution mv.
Aftalen om delt bopæl kan til enhver tid opsiges af hver af forældrene, men aftalen om delt bopæl har virkning indtil forældrene enten er blevet enige om barnets bopæl eller der er truffet en afgørelse om det. Hvis en forælder med delt bopæl flytter længere væk end forudsat i aftalen, vil den flyttende forælder miste sin andel i den delte bopæl for
barnet, og barnet vil automatisk have bopæl hos den anden forælder – man skal derfor tænke sig rigtig godt om inden man indgår en aftale om delt bopæl.