Pensioner indgår ikke i et dødsbo

Pensioner indgår ikke i et dødsbo

Når en afdød efterlader sig pensionsordninger, indgår disse som det klare udgangspunkt ikke i dødsboet og dermed til fordeling mellem arvingerne. Pensionsmidlerne tilfalder nemlig den eller dem, der er begunstiget i policen.

Skrevet af advokat Kirsten Skodborg, Ret&Råd Aarhus N

Man kan ikke bestemme, hvem der skal modtage pensionen i et testamente. Det har den konsekvens, at pensionen ikke helt eller delvist kan anvendes til dækning af boets evt. kreditorer, og at det ikke nødvendigvis er alle arvinger, der får andel i udbetalingen. Udbetalingen går altså uden om boet og direkte til de begunstigede. – Der skal betales boafgift.


Hvem er begunstiget?

Typisk er det en arving, der er begunstiget i policen. Begunstigelsen kan ske på flere måder.

Rigtig mange policer indeholder en standardklausul, der lyder på ”nærmeste pårørende”. Det betyder, at afdødes ægtefælle/registreret partner anses for begunstiget. Hvis afdøde i stedet efterlader en samlever, vil denne modtage udbetalingen, hvis pensionen er oprettet eller ændret efter 1. januar 2008.

Det kræver dog, at samlivet har bestået i 2 år, eller at man venter eller har et fælles barn. – Hvis samlivet ikke har varet i 2 år, kan begunstigelsen ske ved, at samleverens navn indsættes. Så skal man blot huske at ændre den igen, hvis samlivet ophører.

Hvis der ikke efterlades ægtefælle eller samlever vil afdødes livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn) modtage udbetalingen. Hvis der heller ikke er livsarvinger, sker udbetaling til boet til fordeling mellem testamentsarvinger eller arvinger efter arveloven.

Det er derfor vigtigt, at man ikke ”nøjes” med standardklausulen, hvis man ikke efterlader sig nogle af de nævnte personer, og hvis man ikke ønsker, at pensionen skal indgå i boet med den følge, at den helt eller delvis vil gå til dækning af gæld. Og det kan jo også være, at man ønsker at pensionen skal tilfalde en anden navngiven person.

Hvis du har spørgsmål til pensioner og dødsbo, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.