Jeg kan ikke overskue min gæld - Hvad gør jeg?

En stor gæld kan virke uoverskuelig og i forsøget på at komme gælden til livs, kan det være fristende at trække på en kassekredit eller optage nye lån enten hos andre lånefirmaer eller hos familie og venner. Men det er en dårlig idé. Læs her, hvad du bør gøre i stedet for

Mange mennesker står i en uoverskuelig gældssituation.

Der kan være mange årsager til, at man er kommet dertil, f.eks. lukning af firma, tvangsauktion, sygdom eller skilsmisse.

Men det kan også bare være, fordi man han lånt for meget til løbende forbrug og nu har for store poster på budgettet til at afvikle på gælden.

Nogle går ud og låner yderligere hos andre lånefirmaer eller trækker på en kassekredit for at kunne betale af på den gamle gæld, og sådan kan det køre i lang tid.

Andre låner penge hos familie eller venner for at få råd til at betale gælden.

Undgå at skubbe problemerne foran dig

Uanset om man gør det ene eller det andet, er det skruen uden ende. Man bliver blot ved med at skubbe problemerne foran sig.

Er du kommet i en uoverskuelig gældssituation, bør du i stedet for få skabt et overblik og finde ud af, hvordan du skal forholde dig.

Det er klart, at det bedste vil være at finde frem til en løsning, hvor du på en eller anden måde får betalt gælden ud, evt. ved at få ændret på rentesatser eller andre vilkår.

Nogle håber på, at få samlet gælden hos en kreditor, så man kun har denne ene kreditor at forholde sig til, men det vil kun meget sjældent være løsningen.

Akkordordning med kreditorerne

Hvis der ikke er mulighed for at betale hele gælden inden for en overskuelig periode, må du prøve at få set på, hvilke muligheder du ellers har for at få styr på situationen.

En mulighed kan være at forhandle en akkordordning med kreditorerne, således at disse afskriver en del af gælden, hvis du betaler i en aftalt periode. Eller der kan være mulighed for at skaffe et engangsbeløb ved lån hos familie eller venner til det. Det er dog vigtigt, at der i så fald indgås klare aftaler med kreditorerne, således at du bliver helt gældfri, når aftalen er overholdt.

Gældssanering

En anden mulighed vil være at søge en gældssanering gennem skifteretten.

Gældssanering kræver, at en række betingelser er opfyldt, men hvis du kan og vil opfylde disse, vil retten kunne give gældssanering, også selv om kreditorerne protesterer mod dette.

Står du i en uoverskuelig situation, bør du så hurtigt som muligt få overvejet og vurderet, hvad du bør gøre, så du ikke blot bliver ved med at optage ny gæld uden at have mulighed for at betale den. I værste fald vil der nemlig også kunne foreligge kreditbedrageri, hvis du optager ny gæld på et tidspunkt, hvor du godt ved, at du aldrig vil have mulighed for at betale den tilbage.

Der er derfor al mulig grund til at få overblik over situationen.

Hos Ret&Råd er der advokater, der tilbyder en gratis, indledende gennemgang af din situation, hvis du ikke kan overskue den. Du vil få nogle råd om, hvordan du bør forholde dig og evt. bør gøre. Der er ingen grund til at ligge søvnløs om natten over gælden.