Hvis I som forældre har fælles forældremyndighed, og den ene af jer dør, vil den anden forælder som udgangspunkt fremover have den fulde forældremyndighed alene.
Har jeres barn/børn ved dødsfaldet ikke bopæl hos den længstlevende, kan en anden, f.eks. en stedforælder eller en bedsteforælder, i forbindelse med dødsfaldet anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler imod, at forældremyndigheden forbliver hos den længstlevende af forældrene.
Hvis den ene forælder har forældremyndigheden alene og dør, er det også udgangspunktet, at den anden forælder får forældremyndigheden. Det gælder, medmindre hensynet til barnet taler imod det.
Der gælder helt særlige regler, hvis den længstlevende forælder har forvoldt den anden forælders død.
Børnetestamente – Du kan få indflydelse
Hvis du som forælder ønsker at have indflydelse på, hvem der i givet fald skal tillægges forældremyndigheden over dit barn efter din død, bør du oprette et såkaldt børnetestamente. Dette vil særligt være relevant, hvis du ønsker, at den anden forælder ikke får forældremyndigheden.
I børnetestamentet kan du henstille til, at Familieretshuset og/eller Familieretten tillægger forældremyndigheden til en bestemt person eller til et par, som du har tillid til kan drage omsorg for dit barn. Du bør nærmere begrunde dit ønske, sådan at Familieretshuset og/eller Familieretten har det bedst mulige grundlag at træffe en afgørelse på. I børnetestamentet kan du også overveje at indsætte økonomiske bestemmelser.
Bemærk særligt, at børnetestamentets bestemmelser om forældremyndighed kun er vejledende for afgørelsen af hvem der skal have forældremyndigheden fremover – om end børnetestamentet dog ofte bliver fulgt.
Har du et spørgsmål til vores advokater?
"*" indikerer påkrævede felter


