”Flyreglen”
Det er en udbredt misforståelse at man altid afgiftsfrit kan købe varer under 3.250 kr. fra udlandet.
- Varer inden for EU kan frit indføres til eget brug.
Du skal dog være opmærksom på, at der findes vejledende satser for eget brug, samt told mv. på spiritus og cigaretter. - Varer uden for EU kan indføres afgiftsfrit, hvis prisen ikke overstiger 3.250 kr., hvis du rejser med fly/skib.
Hvis du benytter andet transportmiddel, må værdien af varerne ikke overstige 2.250,-kr.
Reglerne om at man afgiftsfrit kan indføre varer, er dog betinget af, at det er dig selv, der har dem med Det vil sige at det er varer, du selv har med hjem fra rejser eller lignende.
Bestillinger på nettet mv.
Du skal betale told, hvis du køber varer på internettet fra et land uden for EU, og den samlede pris er mere end 150 euro før fragt. Hvor meget du skal betale i told, afhænger af varen.
Alle varer, der er købt i lande uden for EU, skal du også betale dansk moms af.
For nogle varer skal du ud over told og moms også betale særlige afgifter. Det gælder for fx spiritus, kaffe og slik.
”Gavefidusen”
Med tanke på ovenstående regler, er der dog en del af de udenlandske firmaer, der tilbyder at pakke varen ind, så den sendes til dig som en gave, således at du undgår afgift.
For det første er reglerne om afgiftsfrie gaver alene gældende, når både modtager og afsender er privatpersoner, ligesom der ikke må være penge involveret.
Eftersom gave-tricket ikke er noget nyt, skal du derfor ikke regne med, at indpakningen i sig selv har nogen særlig effekt i forhold til kontrol af varen.
For det andet er det kun gaver, der har en værdi under 360 kr. der ikke bliver pålagt afgift.
Har gaven en værdi mellem 360-1.150 kr., skal der betales moms og importgebyr.
Har gaven en værdi over 1.150 kr. skal der tillige betales 2,5% i told.
Konklusion
På baggrund af ovenstående, er det altså vigtigt, at du som forbruger er opmærksom på, hvem du handler med på nettet.
Bestiller du varen udenfor EU, bliver du nemlig nødt til at tage højde for omkostninger ved told mv., når du vurdere varens pris.
Udover ovenstående kan det være mere problematisk at få pengene igen, hvis varen lider af en mangel eller aldrig dukker op.
På skat.dk kan du få hjælp til at beregne told på dine køb. Vil du vide mere? Læs om Retssag, Gældsrådgivning eller Erstatning.
Artiklen er bragt første gang den 21. juni 2016.
