Pas på – er din samlever begunstiget på din pension eller forsikring – og ønsker du dette?

Hvis du har en samlever, skal du være opmærksom på reglerne om begunstigelse på din pension og forsikring, uanset om du ønsker, at din samlever skal modtage din forsikring og pensionsopsparing, eller om du fx ønsker, at udbetalingerne skal gå til dine børn, selv om du har en samlever.

Den, der er begunstiget på en forsikring eller pension får forsikringssummen eller pensionsopsparingen udbetalt direkte, når du dør. Det betyder, at hverken dine kreditorer eller øvrige arvinger efter dig, får del i beløbet.

Hvis du ikke har indsat en begunstiget, tilfalder forsikringen eller de opsparede midler, din ”nærmeste pårørende”.

Er din samlever din ”nærmeste pårørende”?

Lovgivningen tager stilling til hvem, der som udgangspunkt, skal anses som nærmeste pårørende.

I forhold til samlevere kommer udfaldet an på, om forsikrings- eller pensionsordningen er fra før eller efter 1. januar 2008.

Forsikrings- og pensionsordning oprettet efter 1. januar 2008

Hvis ordningen er oprettet efter 1. januar 2008, vil din samlever som udgangspunkt være din nærmeste pårørende på betingelse af, at I har boet sammen de sidste 2 år før dødsfaldet, eller I har eller venter barn sammen.

Det betyder, at hvis du har en samlever, og samlivet opfylder disse betingelser, så vil din samlever få udbetalt forsikringen eller pensionen.

Hvis du ikke ønsker dette, men fx ønsker at dine børn skal modtage forsikringens- eller pensionsudbetalingen, bør du indsætte dine børn som begunstigede.

Omvendt bør du indsætte din samlever som begunstiget, hvis jeres samliv har varet mindre end 2 år og I ikke har eller venter barn sammen, men du alligevel ønsker, at din samlever skal modtage forsikrings- eller pensionsudbetalingen.

Forsikrings- og pensionsordning oprettet før 1. januar 2008

Hvis ordningen er oprettet før denne dato, vil din samlever ikke som standard blive anset som nærmeste pårørende – heller ikke selv om I har boet sammen i 2 år eller har eller venter barn sammen.

Du kan derfor ikke regne med, at din samlever anses som nærmeste pårørende ved din død, hvis din ordning er fra før 2008.

Hvis du ønsker at være sikker på det, bør du indsætte din samlever som begunstiget.

Hvordan indsætter du en begunstiget?

Som nævnt vil din nærmeste pårørende ofte automatisk være begunstiget.

Hvis du vil indsætte eller ændre en begunstigelse, skal du kontakte dit pensions- eller forsikrings-selskab.

Det er et krav, at du giver skriftlig meddelelse om indsættelse af en begunstigelse, og de fleste selskaber har en standardblanket, der skal udfyldes.

Uigenkaldelig begunstigelse

Hvis du har gjort begunstigelsen af din samlever uigenkaldelig, kan du ikke uden vedkommendes samtykke ændre begunstigelsen – heller ikke selv om I flytter fra hinanden.

Du skal derfor være forsigtig med at gøre en begunstigelse uigenkaldelig.

Skal udbetalingen være særeje?

Hvis du ønsker, at pensions- eller forsikringsudbetalingen skal være særeje for modtageren, hvad enten den begunstigede er din samlever eller andre, kan du bestemme det enten i et testamente eller ved at give skriftlig meddelelse til pensions- eller forsikringsselskabet.

Du bør tjekke dine begunstigelser, hvis dine forhold ændrer sig

Hvis dine livsforhold ændrer sig, fx ved at du bliver gift, flytter fra din samlever eller får børn, bør du overveje, om der er grund til at ændre dine begunstigelser.
Det er derfor en god idé, at kontakte dit pensions- eller forsikringsselskab, hver gang dine forhold ændrer sig for at sikre, at det er den eller de rette personer, der vil få udbetalt dine pensioner eller forsikringer, når du dør.

Kontakt

Spørgsmål og henvendelser vedrørende ugifte samlevende kan rettes til din lokale Ret&Råd advokat. Artiklen er skrevet af Betina Boysen, Ret&Råd København.

Læs og brochuren Papirløst samliv.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.