Retten på Frederiksberg, Østre Landsret og Højesteret har alle haft lejlighed til at tage stilling til betingelserne for at yde erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1 og § 1a.
Dommen fra Retten på Frederiksberg fra december 2017, som blev afsagt af 3 dommere, vedrørte det spørgsmål, om skadelidte havde ret til at få yderligere udgifter til ophold på et hjem, støttekontakt, hjælpeværge samt sparede udgifter til pleje og omsorg, dækket efter erstatningsansvarslovens § 1 a. Hun havde fået tilkendt ca. 3.8 mio. og ønskede yderligere ca. 2.2 mio. til dækning af helbredelsesudgifter og andet tab.
Byretten anførte, at helbredelsesudgifter dækker udgifter til rimelige og nødvendige foranstaltninger, der har til formål at søge den skadelidte helbredt, eller som står i forbindelse med helbredelsen. Andet tab kan dækkes, hvis der er en vis relation til helbredelsesudgifterne, det vil sige at udgifterne har til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne. Det er herudover en betingelse, at udgiften/tabet ikke allerede anses for dækket af modtagne erstatnings- og godtgørelsesbeløb.
Byretten fandt i den konkrete sag ikke, at der var grundlag for at erstatte udgifter til ophold på hjem, for så vidt angik udgifterne til kost og logi, da der ikke var tale om udgifter til foranstaltninger, der havde til formål at søge skadelidte helbredt mv. Udgifterne måtte anses for at være dækket af den tilkendte méngodtgørelse, erhvervsevnetabserstatning og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Det samme gjorde sig gældende vedrørende udgifter til støttekontaktperson og hjælpeværge.
For så vidt angik sparede udgifter til pleje og omsorg, der vedrørte det arbejde, som skadelidtes kæreste havde udført ved at deltage i træning mv. fandt retten, at der ikke lidt et økonomisk tab, da der ikke var betalt for arbejdet. Allerede af den grund var der ikke anledning til at yde erstatning.
Østre Landsrets ankedom fra marts 2018 er i tråd hermed
Landsretten fandt, at selv om en række af de anførte poster nok måtte anses for at være omfattet af §§ 1 og 1a, så ville nogle af udgifterne til fx fodterapeut og tandlæge, være afholdt alligevel. Herudover var behandlinger ud over det, som blev dækket af det offentlige ikke rimelige og nødvendige. Det samme gjorde sig gældende for fx taxakørsel, hvor landsretten fandt, at der ikke var dokumenteret et behov ud over, hvad der kunne dækkes af offentlige ordninger, herunder handicapkørsel.
For så vidt angik udgifter til bl.a. vedligeholdelse af hus og have fandt landsretten, at der ikke var tale om udgifter, som havde til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne, og udgifterne kunne derfor ikke dækkes som ”andet tab” efter bestemmelserne.
Endelig fandt landsretten, at der i et vist omfang var grundlag for at erstatte udgifter til hjælpemidler og ændring af bolig som andet tab. Der kunne ikke stilles strenge krav til den tidsmæssige sammenhæng mellem skaden og de pågældende udgifter i en sag som den foreliggende. Udgifter til dækning af almindeligt indbo og dagligdag fornødenheder kunne dog ikke dækkes.
Højesteret stadfæster landsrettens dom
Ved dom af 20. april 2020 (UfR 2020, side 2448) stadfæstede Højesteret landsrettens dom og anførte som supplement til landsrettens begrundelse, at udtrykket ”andet tab” i erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, at det omfatter udgifter, som har til formål at sikre eller forbedre den skadelidtes funktionsevne.
Konklusion
Dommene viser, at der stilles relativt strenge krav til at få tilkendt erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab. Dækning af ”andet tab” skal som udgangspunkt have en vis relation til helbredelsen, og udgifterne skal være med til at sikre/forbedre funktionsniveauet. Der kan dog ikke stilles strenge krav til den tidsmæssige sammenhæng, når der er tale om alvorlige skader.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? De er velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.
Artiklen er revideret 5. januar 2021