De handicapkompenserende ordninger skal understøtte, at personer med handicap kan komme i beskæftigelse eller fastholdes i jobbet. En af dem gælder muligheden for at få bevilget hjælpemidler.
Fælles for de handicapkompenserende ordninger er, at de skal hjælpe med at kompensere for de barrierer, som en person med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan møde i forhold til at komme eller forblive i job. En handicappet medarbejder kan f.eks. få bevilget hjælpemidler.
Hjælpemidler
Som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende kan du få tilskud, efter lov om kompensation til handicappede i erhverv, til hjælpemidler til ansatte eller dig selv som selvstændig erhvervsdrivende, hvis hjælpemidlet er en nødvendig forudsætning for, at den ansatte eller dig selv som selvstændig kan udføre de arbejdsopgaver, der er i jobbet.
Hjælpemidler omfatter mange forskellige ting afhængig af hvad det er for et job, der er tale om. Det kan f.eks. være arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger.
Formålet med at yde tilskud til hjælpemidler er at understøtte, at personer kan opnå eller fastholde et almindeligt arbejde.
Hvad er betingelserne for at få bevilget et hjælpemiddel?
For at få bevilget hjælpemidler efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., er det en betingelse, at det hjælpemiddel, der søges om, ikke er i forvejen er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen.
Det betyder, at vil sige, at der ved bevillingen skal tages stilling til om det hjælpemiddel der søges om, kan betragtes som et sædvanligt inventar hos arbejdsgiveren. Der kan derfor ikke ydes hjælp til arbejdsredskaber og arbejdspladsindretning, som normalt afholdes for at opfylde kravene i fx arbejdsmiljølovgivningen.
Derudover skal udgiften til hjælpemidlet ligge ud over, hvad en arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende forudsættes at afholde.
Det konkrete hjælpemiddel skal også være af afgørende betydning, for at medarbejderen eller du selv som selvstændig erhvervsdrivende kan fastholde beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.
Hjælpemidlet skal kompensere for begrænsningen i arbejdsevnen.
Eksempler på hjælpemidler:
Som eksempler på arbejdsredskaber, der efter praksis kan bevilges, kan nævnes specialværktøj, mindre maskiner eller særlige arbejdsstole. Det kan også være it-hjælpemidler til ordblinde og læse/stavesvage eller talegenkendelsesprogrammer.
Omvendt kan der ikke ydes hjælp til et hæve-/sænkebord, da der er tale om et møbel, som er almindeligt inventar på en arbejdsplads med kontorarbejde.
Som eksempler på mindre arbejdspladsindretninger er indretninger, der medfører, at en person med handicap kan komme rundt i virksomheden, fx en rampe eller en døråbning, der skal gøres bredere, for at en person i kørestol kan komme igennem døren.
Ansøgningen
Ansøgning om hjælpemiddel behandles og bevilges af jobcenteret i bopælskommunen, hvor personen med funktionsnedsættelsen bor.
Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om den person, der søger, opfylder betingelserne som er beskrevet ovenfor.
Tilskud til hjælpemidler gives på baggrund af dokumenterede udgifter.
Der kan i stedet for tilskud også være tale om udlån, når det udlånte i fuldt omfang tilgodeser behovet.
Tilskud til hjælpemidler er uafhængig af indtægts- og formueforhold hos den, der har brug for hjælpemidlet.
Kommunen skal have færdigbehandlet ansøgningen senest 4 uger efter ansøgningen.
Fakta:
Reglerne om de handicapkompenserende ordninger findes i lov om kompensation til handicappede i erhverv og omfatter fire ordninger:
- Personlig assistance
- Hjælpemidler
- Fortrinsadgang ved ansættelse
- Løntilskud ved ansættelse af nyuddannede.