Der er mange ting, man skal have styr på, når først beslutningen er truffet, men her er nogle af dem:
1. Tidspunkt for separation
Den dato en af jer søger om separation eller skilsmisse, er det tidspunkt jeres delingsformue ophører. Efter denne dato skal løn, arv og gaver mv. derfor ikke deles. Tænk dig derfor om i forhold til hvor tidligt eller sent, du bør søge. Du søger hos Familieretshuset elektronisk via din Nemid.
2. Tal om børnene
Børn kan godt klare, at deres forældre bliver skilt, men alle undersøgelser viser, at børn mistrives voldsomt, hvis man slås om dem, og mor og far ikke kan enes om bopæl og samvær. Kan I ikke enes om det endelige resultat, så lav en midlertidig løsning, så der kommer ro på børnene, mens sagen verserer. Og tænk på, om mediation er vejen frem, så I selv laver en mindelig løsning, der gavner jeres børn fremover.
3. Aftal vilkår for den der bliver boende i huset
Når den ene af jer flytter fra det fælles hus, bør I aftale, om den af jer, der bliver boende skal betale husleje for at bo i huset, og I bør aftale, hvordan I forholder jer til de faste udgifter. Retspraksis siger, at fra ansøgning om skilsmisse/separation skal den der bor i huset betale husleje herfor, hvis ikke andet er aftalt, så det kan blive en dyr fornøjelse at være den ”søde”, der viser frem for mæglerne og sørger for, at der er ryddet og pænt.
4. Alle aftaler bør være skriftlige
Få jeres samlede aftale skrevet ned, både om børn og om økonomi, så I ved hvad, der er aftalt, og i ikke fremover får jer ubehagelige overraskelser. Overvej om I kan selv, eller om I bør søge hjælp hos en advokat. Det kan være konfliktnedtrappende at anvende advokat under en skilsmissesag. Det kan tage konflikten væk fra parterne, der har nok at gøre med at få styr på følelserne.