Økonomisk deling
Ved den økonomiske deling er det klare udgangspunkt, at hver part tager det med, den pågældende har indbragt i forholdet. Har I købt noget sammen, ejer I det i et såkaldt sameje, og ejer altså blot en andel. I skal derfor, i enighed, finde ud af, om den ene skal købe den andens del, eller om aktivet skal sælges.
Der findes i dansk ret ikke særlige regler, der regulerer det økonomiske opgør mellem ugifte samlevende efter en papirløs skilsmisse.
Derfor er det vigtigt, at når man køber et større aktiv som ugifte samlevende, f.eks. en ejendom, bør man lave en samejeoverenskomst. Samejeoverenskomsten er en aftale, der beskriver, hvad der skal gælde, hvis man går fra hinanden.
Solidarisk gæld
Har I stiftet gæld sammen som I hæfter solidarisk for? Medmindre kreditor (banken, realkreditinstituttet mv.) godkender aftalen, kan I ikke kan lave interne aftaler om fordelingen af gælden. En aftale om fordeling af gælden, vil derfor ikke have virkning, hvis ikke kreditor har godkendt.
Vær opmærksom på, at kreditor altså fortsat vil kunne opkræve jer begge det fulde beløb, uanset at I internt har aftalt, at det var din eks-kæreste, der skal overtage og afdrage restgælden.
Er der tale om sameje ved en række aktiver, kan det juridisk betegnes som et “bo”, også selvom I ikke har været gift. I det tilfælde vil I kunne få skifterettens hjælp til bodeling i et papirløst forhold.
Hvem skal overtage lejeboligen efter skilsmissen?
Hvis I har boet sammen i mindst 2 år, kan I aftale, hvem der skal have ret til at blive boende i lejeboligen. Udlejer er forpligtet til at godkende jeres aftale, uanset hvem der står på lejekontrakten.
Kan I ikke blive enige om, hvem der skal overtage lejeboligen, træffer skifteretten afgørelse.
Husk at tilbagekalde testamenter og begunstigelser
Har I skrevet testamente sammen? Udgangspunktet er, at fælles testamenter, hvor I sikrer hinanden som samlevende, vil anses for bortfaldet på grund af bristede forudsætninger.
Det samme gælder, hvis I har begunstiget hinanden i jeres forsikringer og pensioner.
I kan også ønske at jeres eks-kæreste fortsat er begunstiget i testamente og/eller forsikringer og pensioner.
Vi anbefaler altid, at man aktivt enten bekræfter eller tilbagekalder sikringen/begunstigelsen. På den måde opstår der ikke tvivl om, at I har ønsket at sikringen/begunstigelsen fortsat skal være gældende, uanset samlivsophævelsen.
Hvem skal have børnene?
Det klare udgangspunkt vedrørende jeres fælles barn/børn er, at den fælles forældremyndighed fortsætter. Ved fælles barn/børn, skal I altså alene tage stilling til:
- hvem der skal have bopælen på barnet/børnene,
- hvor meget samvær den anden forælder skal have, og i forlængelse af dette,
- om der skal betales børnebidrag.
Vil du vide mere? Læs om Ugifte Samlevende, Skilsmisse & Separation eller Børn, Samvær & Forældremyndighed. Du kan også downloade brochuren Papirløst Samliv eller brochuren Separation & Skilsmisse.
