Hvornår kan jeg bruge et indbotestamente?

Når du skal fordele sædvanligt indbo, kan du bestemme, hvem der skal arve det, ved at skrive et indbotestemente. Det kræver blot en skriftlig erklæring fra dig, der er underskrevet og dateret. Men de regler gælder dog ikke for alle typer indbo.

Er det nødvendigt med et notartestamente eller vidnetestamente for at fordele mit indbo?

Arveloven bestemmer, hvem der arver dig, og dermed hvem der arver dit indbo. Ønsker du selv at bestemme, hvem der skal arve dit indbo, kan du oprette et notar- eller vidnetestamente. Du kan også oprette en skriftlig, underskrevet og dateret erklæring om fordeling af dit sædvanlige indbo og personlige effekter – et såkaldt indbotestamente.

Hvis du ønsker, at arven efter dig fordeles efter arvelovens regler, har du som udgangspunkt ikke behov for at oprette et notartestamente eller vidnetestamente, medmindre du f.eks. ønsker at gøre arven efter dig til modtagerens særeje.

Her kan du bruge et indbotestamente

Ønsker du kun at bestemme, at en bestemt person, der enten allerede er er din arving eller ikke er det, skal arve en del af dit sædvanlige indbo eller personlige effekter, kan du ”nøjes” med at oprette en skriftlig erklæring, der er dateret og underskrevet – et indbotestamente. Erklæringen kunne f.eks. lyde:

Min gode nabo gennem mange år, Kirsten Svendsen, født 011260-, boende Vestergade 47, 8600 Silkeborg skal arve mit Piet Hein bord med tilhørende 6 spisestole.

Hvis den person, der skal arve dit sædvanlige indbo, i forvejen er din arving, anses begunstigelsen i et indbotestamente for at være en fortrinsret til at overtage den eller de pågældende genstande til vurderingsbeløbet inden for arvingens arvelod. Det gælder, medmindre der fremgår noget andet af den testamentariske bestemmelse.

Du kan ikke oprette en skriftlig erklæring om fordeling af dit sædvanlige indbo, hvor du samtidig bestemmer, at indboet skal være modtagerens særeje. Det kræver et egentligt testamente.

Sædvanligt indbo og personlige effekter

Udtrykket ”sædvanligt indbo” omfatter de genstande, som du rent faktisk har anvendt som indbo. Det gælder også malerier og ægte tæpper, selvom de har en ikke ubetydelig økonomisk værdi. Er der derimod tale om egentlige kostbare samlinger, der har en stor økonomisk værdi i forhold til boet i øvrigt, er der ikke længere tale om sædvanligt indbo. En fordeling af det vil kræve oprettelsen af et notartestamente eller vidnetestamente.

Pengelegat

Pengelegater er ikke omfattet af reglerne om indbotestamente. Du kan således ikke i en skriftlig, underskrevet og dateret erklæring bestemme, at din nevø eller nabo skal arve kr. 25.000 efter dig. Hvis du som arvelader ønsker at fordele pengebeløb, skal du oprette et notar- eller vidnetestamente.

Hvis du har spørgsmål eller behov for rådgivning, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.