Vi skal skilles – hvordan foregår et vejledningsmøde i skifteretten.

Når man står i en skilsmisse eller separation kan det til tider været svært at blive enige om delingen af hus, bil indbo eller gæld. Mange lykkes dog med at finde en mindelig løsning mens andre har brug for hjælp for at få delt.

Skal du skilles eller sepereres kan du sagtens få hjælp fra advokat uden at skulle gå i Skifteretten, og oftest vil det lykkes for de to advokater at få parterne til at blive enige om den deling som alle kan leve med.

Det kan dog være situationer, hvor enten den ene ægtefælle ikke reagerer på henvendelser, eller på anden vis modarbejder muligheden for at finde en løsning og få bodelingen sluttet.

Det kan også være at man er uenig om hvem der skal beholde huset, eller om det skal sættes til salg. Kommer man i denne situation, kan man vælge at indbringe sagen for skifteretten.

Indbringelse af sagen i skifteretten

Indbringes sagen for skifteretten, koster dette en retsafgift på kr. 750,00 for at indlede sagen.

Når sagen bliver indbragt for skifteretten, vil skifteretten indkalde parterne til et vejledningsmøde. Forud for dette møde vil parterne blive bedt om at indlevere en oversigt over aktiver og passiver.

En oversigt over aktiver og passiver betyder at man skal lave en oversigt over de værdier man havde på det tidspunkt hvor der blev anmodet om separation eller skilsmisse – den såkaldte ophørsdag. Dette vil f.eks. være en engagementsoversigt fra banken og et bud på hvad en ejendom kan være værd, hvis man ikke har en vurdering.

Ved passiver skal man oplyse hvilken gæld man havde.

Det er ikke altid at man har det fulde overblik over ægtefællens økonomi, og i så fald skal man blot lave en opgørelse over de aktiver og passiver man har kendskab.

På mødet vil Skifteretten undersøge om det er muligt at hjælpe parterne i gang med en deling, eller om der er uenigheder som kan løses på mødet.

Man må gerne tage sin advokat med til mødet, men man har også mulighed for at møde alene.

På mødet vejleder Skifteretten parterne om hvilke muligheder der er. Hvis man f.eks. er uenige om værdien af en bil, vil Skifteretten vejlede parterne om muligheden for at få bilen vurderet, således at man kan få bodelingen sluttet.

Hvis man ikke kan komme i mål med bodelingen efter vejledningsmødet i Skifteretten, er det muligt at man kan anmode om at sagen indbringes for en bobehandler.

En bobehandler vil være en advokat som er udpeget af Skifteretten, og det vil herefter være bobehandler som styrer processen ved at indhente de nødvendige oplysninger til brug for at få boet delt.

En god ide med egen advokat

Man skal være opmærksom på, at både bobehandler og skifteretten skal forholde sig upartisk, og derfor kan det være en god ide at have sin egen advokat på sidelinjen, således at man er sikker på at der er en som varetager ens interesser, og som kan vejlede og rådgive om hvad der er bedst i din situation.

Derudover kan det ofte være svært at overskue hvad konsekvensen at forskellige beslutninger vil have for dig, og derfor er det godt at have en rådgiver på sidelinjen, således at du er sikker på at du ikke ender med at acceptere noget som du ikke har overblik over.

Hvis sagen indbringes for en bobehandler, koster det kr. 1.500,00 og yderligere kr. 9.000,00, hvis den del af boet, der er omfattet af skiftet, har en værdi over kr. 1.500.000,00.

Man kan søge fri proces til skiftet, men den fri proces gælder kun for salær til bobehandler, og således ikke til ens egen advokat. Hvis man får fri proces, gives dette med et forbehold, idet man – når delingen er sket – vurderer om den part som har fået fri proces, har fået så meget med sig i forbindelse med bodelingen, at vedkommende selv skal afholde udgifterne til bobehandler.

Selv om du opfylder betingelserne for fri proces, skal du altid selv betale vurderingsomkostninger og retsafgifter. Du vil hertil også selv skulle betale for bobehandlersalær og for salær til egen advokat, medmindre skifteretten beslutter andet (hvilket retten sjældent gør).

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.