Hvordan opstår særeje?
Særeje kan enten opstå mellem ægtefæller ved oprettelse af en ægtepagt, eller ved tredjemands bestemmelse f.eks. ved et testamente eller i forbindelse med en gave.
Du skal være særligt opmærksom på, at hvis du ønsker, at en gave skal tilhøre gavemodtager som særeje, skal dette bestemmes i forbindelse med gavegivelsen. Det kan ikke gøres efterfølgende.
Det samme gælder i relation til arveforskud. Bestemmelse om særejet skal ske i forbindelse med arveforskuddets afgivelse, og det er herved ikke tilstrækkeligt, at du i et testamente har bestemt at al arv, der tilfalder den pågældende, skal tilhøre denne som særeje.
I relation til forsikringer og pensioner kan bestemmelse om særeje enten skrives ind i forsikrings/pensionsaftalen eller skrives i testamentet. Derimod kan du ikke foretage selve begunstigelsen i et testamente, dette skal ske ved henvendelse til det pågældende forsikrings/pensionsselskab.
Det rene skilsmissesæreje anvendes ikke i praksis, idet det har den ulempe, at det bliver delingsformue uanset hvem af ægtefællerne, der afgår ved døden først. I praksis anvendes i stedet mellemformen kombinationssæreje
Forskellen på skilsmissesæreje, fuldstændigtsæreje og kombinationssæreje
Ifølge § 12 i loven om ægtefællers økonomiske forhold, kan ægtefæller lave følgende aftaler om særejet.
Fuldstændigt særeje betyder, at aktivet er særeje både ved separation/skilsmisse og ved død.
Skilsmissesæreje betyder, at aktivet er særeje ved separation/skilsmisse, men delingsformue ved død.
Kombinationssæreje. Dette betyder, at en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdødes eller længstlevendes skilsmissesæreje.
Det rene skilsmissesæreje anvendes ikke i praksis, idet det har den ulempe, at det bliver delingsformue uanset hvem af ægtefællerne, der afgår ved døden først. I praksis anvendes i stedet kombinationssæreje.
Tidsbegrænsning af særejet
Du kan godt tidsbegrænse dit særeje, således at bestemmelsen om særejet f.eks. skal gælde de første 5 år af ægteskabet, hvorefter særejet automatisk konverteres til delingsformue, eller man kan lave en aftale om aftrapning.
Ophævelse af bestemmelse om særejet
En tredjemands bestemmelse om særejet kan kun ophæves, hvis tredjemand giver mulighed herfor, f.eks. har skrevet i testamentet, at modtager efter det fyldte 50. år skal være berettiget til at ændre særejebestemmelsen.
Hvis du og din ægtefælle indbyrdes har aftalt særejet, og nu ønsker at ophæve denne bestemmelse i ægtepagten, sker det ved oprettelse af et tillæg til ægtepagten, hvori ophævelsen anføres og tillægget lyses i Personbogen.