Samvær med anbragte børn

Selvom barnet bliver tvangsanbragt i familiepleje eller på en institution, er det udgangspunktet, at barnet stadig har ret til kontakt med sine forældre.

I helt særlige tilfælde kan det bestemmes at barnet skal bortadopteres, selvom forældremyndighedsindehaverne ikke samtykker hertil. 

Man vil derfor efter en afgørelse om tvangsanbringelse fastsætte omfanget og vilkårene for samvær mellem barnet og forældrene.

Samværet fastsættes af kommunen og omfanget af samvær besluttes ud fra hensynet til barnets behov.

Herudover har Børn- og ungeudvalget mulighed for at træffe bestemmelse om, at samværet skal være støttet (hvilket vil sige, at en tredje person skal være til stede), at samværet skal være overvåget (hvilket vil sige, at samværet i en bestemt periode kun må foregå, hvis der er en repræsentant fra kommunen til stede) eller at samværet helt skal afbrydes i en periode.

Forældremyndighedsindehavere og børn over 12 år har ret til gratis advokatbistand i sager om støttet samvær, overvåget samvær samt afbrydelse af samvær, der behandles i Børn- og ungeudvalget.

Kommunen skal af egen drift tilbyde advokatbistand og kan ofte være behjælpelige med at sætte dig i kontakt med en advokat med erfaring indenfor området.

Du har dog også selv mulighed for at vælge din advokat og kan i den situation bede kommunen rette henvendelse til en bestemt advokat.

Advokatens rolle

Advokaten vil forud for sagens behandling i Børn- og ungeudvalget typisk indkalde forældrene/barnet til et møde, hvor materialet gennemgås og indholdet drøftes.

Advokaten vil herefter vurdere om oplysninger i sagsmaterialet stemmer overens med de faktiske forhold.

På selve mødet i Børn og ungeudvalget vil advokaten sørge for at barnets/forældrenes opfattelse af sagen fremlægges for nævnet, ligesom advokaten vil sørge for at gøre nævnet opmærksom på hvilke oplysninger i sagsmaterialet samt lovgivningen som nævnet bør lægge vægt på.

Ret&Råd Advokater har i hele landet advokater med speciale i børnesager og du kan møde dem her.

OBS: Hvis du har behov for advokatbistand i forbindelse med kommunens fastsættelse af samvær, er det udgangspunktet at du selv skal betale herfor.