Vanskeligheder ved værdiansættelse i dødsboer
Ved domstolene findes der flere eksempler på, at det kan være svært at ændre værdiansættelse af aktiver i dødsboer.
I en sag fra 2000 (TFA 2000.134/2), overtog arvingen afdødes hus og efterfølgende viste det sig, at huset ikke kunne sælges til den værdi, arvingen havde troet, og dermed heller ikke den værdi, arvingen havde betalt boafgift (arveafgift) af.
Arvingen bad derfor om, at dødsboet kunne genoptages, så arvingen kunne få den rigtige værdi af ejendommen med og betale afgift af den korrekte værdi. Men det fik han ikke lov til.
Risikoen ved forkert værdiansættelse
Heller ikke i de to sager (TFA 1999.152/1 og TFA 2013.673), hvor Skat efter boets afslutning selv nedsatte den offentlige ejendomsværdi, lykkedes det at få lov til at genoptage boerne med henblik på at få afgiften bragt ned til den reelle værdi. I den ene af sagerne blev ejendommen endda nedsat af Skat med 7 mio. kr. Der var således betalt afgift af 7 mio. kroner mere, end nødvendigt var!
Det lykkedes heller ikke i TFA 2018.25/2, hvor to ejendomme var medtaget til en anslået pris og den pris kunne man efterfølgende ikke få hjem ved et salg.
I en anden af sagerne om emnet (TFA 2015.541) var en andelsbolig overdraget til en køber og boet var herefter afsluttet. Flere år efter blev boet og arvingerne sagsøgt af køberne af andelsboligen, med påstand om, at salgsprisen var for høj. Heller ikke her, fik man lov til at genoptage boet. Og det gjorde man heller ikke i TFA 2018.25/1, hvor man ønskede at kursen på et privat pantebrev blev nedsat.
Få hjælp til værdiansættelse og arv
Det er derfor overordentlig vigtigt, man får fastsat den rette værdi for alle aktiver i dødsboer inden man lukker dem; bagefter kan det være for sent og det kan koste dyrt.
Er du i tvivl om, hvordan man værdiansætter i dødsboer, så skriv til os, og kom i kontakt med din lokale Ret&Råd-advokat.
På vores hjemmeside kan du også læse mere om Testamente & Arv og Dødsbobehandling.
