Juridiske aspekter ved opslag på sociale medier
Ved ansættelse og arbejde gælder det, at når du som medarbejder slår noget op på sociale medier, såsom Facebook eller Instagram, om din arbejdsplads, berører dette flere juridiske aspekter.
Der er ansættelsesretlige aspekter, hensyntagen til ytringsfriheden, strafferetlige aspekter og der kan være hensyn i persondatalovgivningen, du skal tage højde for.
Ansættelsesret og loyalitetsforpligtelse
Medarbejdere har en loyalitetsforpligtelse over for deres arbejdsgiver, hvilket sætter en begrænsning for, hvad du som medarbejder kan tillade dig at slå op på Facebook. Du må ikke lave opslag, der er egnede til at skade en arbejdsgivers interesser eller omdømme. Som medarbejder skal du huske, at loyalitetsforpligtelsen også gælder et godt stykke hen ad vejen, efter ansættelsesforholdets ophør.
Strafferetlige forhold ved sociale opslag
Straffeloven indeholder bestemmelser, der omhandler ærekrænkelser og fredskrænkelser. Du skal være opmærksom på, at æres- eller fredskrænkelser kan være strafbare. Dette gælder også ved opslag på sociale medier.
Gælder persondata og GDPR ved mit opslag på sociale medier?
Det korte svar, JA.
Hvis et opslag på sociale medier omhandler kollegaer eller chefer, skal opslaget overholde reglerne i databeskyttelsesforordningen (GDPR).
Offentligt tilgængeligt materiale er også inden for din chefs rækkevidde. Grove udtalelser vedrørende enten din arbejdsgiver eller din arbejdsplads generelt kan blive opfattet som illoyal adfærd, og have ansættelsesretlige konsekvenser.
