Rådgivning ved en byggesag omfatter forhandling af entreprisekontrakter, rådgiveraftaler, aftaler med underentreprenører og leverandører, løbende rådgivning under entreprisens gennemførelse samt bistand vedrørende mangler herunder retssager og voldgift.
Vi rådgiver samtidig om planforhold og anden regulering af fast ejendom, fredning, byggelinjer, byggeret samt udbudsregler og tilbudslovgivning.
Entreprisekontrakten
En sag om boligbyggeri begynder typisk ved at du køber en byggegrund eller en ejendom med et hus til nedrivning og går i dialog enten med et typehusfirma eller en entreprenør om opførelse af et nyt hus. Det kan være et typehus eller et individuelt tegnet hus. Du vil som eksempler skulle forholde sig til:
- Entreprisekontrakten, som ofte er kort og blot henviser til et betydeligt antal andre dokumenter som er,
- entreprenørens eller typehusfirmaets betingelser med afvigelser fra standardbyggebetingelserne AB-Forbruger eller AB18,
- standardbyggebetingelserne AB-Forbruger eller AB18,
- materiale og ydelsesbeskrivelse med opgørelse over byggeomkostninger,
- tegninger af huset,
- geotekniske undersøgelser og krav om udgifter til ekstra fundering,
- garantistillelse både for entreprenør og for bygherre,
- byggeskadeforsikring og andre forsikringer.
Problemstillinger
Bygherren skal tage stilling til:
- om entreprisen skal gennemføres som totalentreprise, fagentreprise eller efter andre principper, og vil skulle forstå betydningen heraf,
- de betingelser, der skal gælde for byggeriets gennemførelse, om det skal være AB-Forbruger eller AB18 med eller uden entreprenørens forbehold,
- om betalingen skal ske i rater efterhånden som byggeriet gennemføres eller først når byggeriet er afsluttet,
- tidsplaner,
- dagbøder og deres størrelse ved entreprenørens eventuelle forsinkelse,
- finansieringen og meget mere.
Pris og advokatydelse
Køb og opførelse af fast ejendom hører til en persons eller familiens største beslutninger. Det er derfor vigtigt at lade aftalen herom gennemgå af en advokat med kendskab til køb og opførelse af fast ejendom, så du sikrer dig imod unødvendige tab på grund af fejl og uforudsete hændelser.
Vi kan tilbyde rådgivningen om indgåelse af en entreprisekontrakt med tilknyttede bilag. Ønskes der samtidig andre ydelser f.eks. aftale om grundkøb, samejekontrakt, testamente og ægtepagt, kan vi indgå en aftale om fast pris for samtlige ydelser.
Læs mere om Byggesager, Entrepriseret eller Boligkøb, -Salg & -Leje.
