Hvis du har planlagt eller er ved at planlægge en sommerferie i udlandet, skal du igen i år være særligt opmærksom på Udenrigsministeriet rejsevejledning. Det er selvfølgelig særligt vigtigt for rejser uden for Europa.
Med den nye grænseåbningsplan i Europa åbnes der op for karantænefrie rejser i Europa fra 26. juni.
Det centrale element er det europæiske coronapas, der skal gøre det muligt at rejse karantænefrit inden for EU samt Norge og Island, hvis man er vaccineret, har en negativ test eller har haft corona.
Fredag den 21. maj trådte en række ændringer i reglerne vedr. coronapas i kraft:
- Reglerne for gyldig dokumentation i coronapas blev lempet, så man allerede efter første vaccination mod COVID-19 kan anvende dokumentation for den første vaccination som gyldigt coronapas. Dokumentationen vil være gyldig som coronapas fra 14 dage efter første vaccination og indtil 42 dage efter første vaccination.
- Hvis du ikke er vaccineret, så skal du være opmærksom på, at der kan være krav om, at du kan fremvise dokumentationen for en negativ test for COVID-19. Nogle lande godkender kun negative pcr-test (den hvor du podes i halsen), og altså ikke quicktest (hvor du podes i næsen).
Det er vigtigt, at du orienterer dig løbende om dit rejsemåls opdateringer mv.
Grænseåbningsplanen åbner dermed op for, at du igen kan komme ud og opleve Europa, men der er selvfølgelig en række ting, du stadig skal være opmærksom på ved en rejse i Europa. Du bør altid holde dig orienteret på Udenrigsministeriets hjemmeside og Udenrigsministeriets rejsevejledninger, som løbende opdateres.
Gule lande
At rejsevejledningen er gul betyder, at Udenrigsministeriet vurderer, at der kan være en øget risiko i de pågældende områder. Din rejseforsikring vil derfor som udgangspunkt dække for rejser til de gule lande.
Men det er vigtigt, at du tjekker op med dit rejseforsikringsselskab for at være helt sikker på, hvordan du er dækket, hvis du skal rejse til et gult land, da forsikringsselskaberne har forskellige udmeldinger i forhold til dækningsomfang.
Hvis du har bestilt en rejse til et ”gult land”, men alligevel ikke ønsker at rejse, vil du som udgangspunkt ikke have mulighed for at afbestille rejsen og få dækket udgiften på din rejseforsikring / afbestillingsforsikring. Hvis du ikke ønsker at rejse, skal du henvende dig til din rejseudbyder for at forespørge dem, om der er mulighed for refusion eller ombookning.
Det blå EU-sygesikringskort dækker i de lande, som Udenrigsministeriet har markeret med gult. Hvis du tager din bil til et af de tre lande, så dækker bilforsikringen.
Orange lande
Hvis du mod Udenrigsministeriets anbefaling alligevel tager på ferie til et land, der er markeret med ”orange”, vil der som udgangspunkt være begrænsninger på din rejseforsikring. Hvor mange eller hvor få begrænsninger afhænger af dit rejseforsikringsselskabs vilkår og udmeldinger. Dit rejseforsikringsselskab har måske dårlige muligheder for at hjælpe, eller de dækker måske slet ikke, hvis du bliver syg, bliver sat i karantæne, bliver indlagt eller har brug for hjemtransport.
Det blå sygesikringskort sikrer lægebehandling
Hvis det orange land er omfattet af området under det blå sygesikringskort, vil du som udgangspunkt være sikret lægebehandling i det pågældende land, også selvom landet er ”Orange”. Kortet giver dig ret til læge- og hospitalsbehandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i. Blå kort gælder i EU-lande samt Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
Du skal være opmærksom på, at situationen på en destination meget hurtigt kan ændre sig, og lokale myndigheder kan iværksætte restriktioner for at begrænse smittespredning.
Hvis du har bestilt en rejse til et ”orange” land, men alligevel ikke ønsker at rejse, vil du som udgangspunkt have mulighed for at afbestille rejsen, og så få dækket udgiften på din rejseforsikring / afbestillingsforsikring. Det kræver dog, at rejsen har været bestilt, inden Udenrigsministeriet ændrede rejsevejledningen til ”Orange”, hvilket reelt skete helt tilbage den 21. marts 2020.
Sommerhus i Danmark
Hvis du vælger at holde din sommerferie i Danmark, vil du være omfattet af den danske sygesikring, skulle du komme til skade på din ferie. Men du skal være opmærksom på, at din forsikring måske ikke dækker alt, du kommer ud for.
Har du i forvejen rejseforsikring med afbestillingsforsikring, har du mulighed for at få refunderet det beløb, du mister ved at afbestille din planlagte ferie i Danmark pga. akut sygdom eller dødsfald. Der kan dog være et krav om, at ferien skulle have været foregået i en lejet feriebolig, og at opholdet skulle have haft en vis længde.
En rejseforsikring i Danmark kan desuden sikre dig erstatning for ødelagt ferie, hvis du bliver syg eller kommer til skade på ferien. Den dækker også ekstra udgifter til anden bolig, hvis du ikke kan bruge ferieboligen pga. skade – f.eks. vandskade eller indbrud, ligesom rejseforsikringen kan dække, hvis du er ansvarlig for en skade på et lejet sommerhus.
Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du er dækket af din forsikring, hvis ulykken er ude, og du må afbestille, eller det lejede hus ikke er beboeligt. Det gælder også, hvis du kommer til at forvolde skade på det lejede sommerhus.
Hvis du har spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.
Rigtig god sommer.