Leveringstid øget markant
I forbindelse med forsyningsvanskeligheder på flere produkter, høje prisstigninger på særlig energi samt krigen i Ukraine, er leveringstiderne for brændeovne og pejseindsatse øget markant. Den store efterspørgsel på brændeovne og pejseindsatse giver mulighed for dispensation.
For at imødegå forsyningsvanskelighederne har Miljøministeren den 30. september 2022 meddelt Miljøstyrelsen mulighed for i visse tilfælde at dispensere fra 12-måneders fristen for udskiftning eller nedlæggelse af brændeovne og pejseindsatse produceret før 1. januar 2003, jf. ejerskiftebekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Miljøstyrelsen kan give dispensation i 12 måneder fra datoen, hvor udskiftning eller nedlæggelse skulle være sket, når det i form af kvittering for køb af ny brændeovne eller pejseindsats med oplysning om forventet leveringsdato kan dokumenteres, at udskiftningen ikke er sket inden for den oprindelige frist på 12 måneder som følge af leveringsproblemer.
Reglerne blev ændret i 2021
Opvarmning med brændeovn eller med en pejseindsats er virkelig en hyggelig måde at varme huset eller sommerhuset op på. Men, det er faktisk også samtidigt den største bidragsyder til partikelforurening i Danmark.
Det skyldes primært, at mange brændeovne og pejseindsatser er gamle og produceret og installeret på et tidspunkt, hvor man ikke havde kendskab til den massive partikelforurening, der faktisk kommer fra opvarmning med brænde i brændeovn og pejseindsatser.
Det besluttede Folketinget at gøre noget ved, så i sommeren 2021 blev der lavet en ny lov, der dikterer, at hvis et hus/sommerhus overdrages efter 1. august 2021 skal man i forbindelse med tinglysningen af skødet oplyse, om huset/sommerhuset indeholder en brændeovn eller pejseindsats. Og hvis det er tilfældet, skal man oplyse, om brændeovnen/pejseindsatsen er produceret før eller efter den 1. juli 2003. Det er således produktionstidspunktet, der er afgørende og ikke selve installationstidspunktet.
Man er forpligtet til at udskifte den gamle brændeovnen/pejseindsats
Hvis brændeovnen / pejseindsatsen er produceret før den 1. januar 2003, så er man som køber forpligtet til at udskifte brændeovnen / pejseindsatsen eller helt nedlægge dem inden 1 år efter overtagelsesdagen. Hvis man ikke gør det, kan Miljøministeriet i yderste konsekvens udstede tvangsbøder, til du har udskiftet eller nedlagt den brændeovn/pejseindsats.
Husk dokumentationen
Både som køber og som sælger af et hus eller sommerhus skal du derfor i forbindelse med købet være opmærksom på at få fremskaffet dokumentation for brændeovnens eller pejseindsatsens produktionstidspunkt. Det er køber, der er ansvarlig for at fremsende dokumentationen for brændeovnenes eller pejseindsatsens produktionstidspunkt til Miljøministeriet. Dette skal du som køber gøre senest 6 måneder efter overtagelsen af huset / sommerhuset.
Det betyder, at hvis du som køber og sælger i skødet har erklæret, at brændeovnen eller pejseindsatsen er produceret efter den 1. januar 2003, så skal du som køber også kunne dokumentere dette over for Miljøministeriet. I modsat fald vil du blive pålagt at skifte brændeovnen eller pejseindsatsen eller helt nedlægge den.
Igennem det første år efter loven trådte i kraft har der faktisk været lidt usikkerhed om, hvilken dokumentation Miljøministeriet ville godkende, da det er de færreste, der gemmer kvitteringer for brændeovne eller pejseindsatser, som blev købt og installeret efter 2003. Mange gemmer kun disse dokumenter mv. i maksimalt ca. 5 år, efter de er installeret, men mange kender heller ikke produktionsåret.
Denne dokumentation gælder
Miljøministeriet oplyser nu, at følgende dokumentation vil være tilstrækkeligt for at dokumentere en brændeovns- eller pejseindsats produktionstidspunkt:
- Prøvningsattest
- Dokumentation for svanemærkning
- Erklæring om vurdering af produktionsår for brændeovne eller pejseindsatse udfyldt og underskrevet af skorstensfejer eller anden fagperson med markering af, hvilke kriterier og data der er lagt til grund for vurderingen eller
- Overensstemmelsesvurdering
En prøvningsattest er udarbejdet af producenten og bliver udleveret af forhandleren, hvis du har købt brændeovnen eller pejseindsatsen hos en forhandler.
Dokumentation for svanemærkning fremgår af en af Miljøministeriet udarbejdet liste, som kan findes på miljøministeriet hjemmeside.
Erklæring om vurdering af produktionsår skal udarbejdes og underskrives af en fagperson, og der skal anvendes en særlig blanket. En fagperson er en skorstensfejer, producent af brændeovne/pejseindsatse, energikonsulenter eller personer og juridiske personer, der er akkrediteret af DANAK til at teste brændeovne og pejseindsatse.
En overensstemmelsesvurdering udarbejdes af producenten fra 1. januar 2022. Brændeovns- og pejseindsatsproducenter udarbejder overensstemmelsesvurderinger i stedet for prøvningsattester for brændeovne og pejseindsatse sat til salg hos forhandlere og importører efter 1. januar 2022. Det vil sige, at efter 1. januar 2022 medfølger der en overensstemmelsesvurdering i stedet for en prøvningsattest.
Det er derfor vigtigt, at hvis du skal købe et hus eller sommerhus med brændeovn eller pejseindsats i forbindelse med købet sikrer dig, at sælger sørger for at fremskaffe den fornødne dokumentation for brændeovnen eller pejseindsatsens alder.
Som køber er det derfor altid godt at være repræsenteret af en dygtig boligadvokat, der kan sikre dig bedst muligt, og guide dig sikkert gennem et hus- eller sommerhuskøb. Kontakt derfor din lokale Ret&Råd advokat, der vil være klar til at hjælpe dig som køber af et hus eller sommerhus.
Læs også denne artikel om reglerne for brændeovne og pejseindsatser.