Udgangspunktet i alle ægteskaber – uanset formueordning – er princippet om særråden og særhæften. Dvs. hver part råder over og hæfter for og med egen bodel eller eget særeje. Selv om man er gift, hæfter man altså ikke for ægtefællens gæld, medmindre parterne har købt f.eks. et hus i sameje og hæfter solidarisk for gælden eller der er tale om skattegæld, hvor ægtefællen under visse betingelser kan ende med at hæfte for skyldnerægtefællens gæld.
I den sammenhæng har mange nok hørt ordet ”kone-finte” nævnt, men måske ikke rigtigt været klar over, hvad det dækker. Det har tit været anvendt, når en ægtefælle kan se, at gælden vokser sig større og større eller vedkommende imødeser et større erstatningskrav, men ikke ønsker, at kreditorerne f.eks. kan søge dækning i familiens bolig, hvilket kan betyde, at hele familien må flytte. I den situation forsøger nogle at undgå dette ved at overdrage huset i den anden ægtefælles navn – ofte konen, deraf navnet ”kone-finten”.
Kone-finten bliver sværere
Hvis dette sker uden betaling, men som en gave, var der før 2018 en regel i ægteskabslovgivningen om, at kreditorer – som på gavetidspunktet havde en fordring mod skyldnerægtefællen – i visse situationer kunne holde sig til modtagerægtefællen for værdien af gaven.
Reglen blev ophævet i 2018, og siden har kreditorerne kun haft mulighed for at forsøge at inddrive deres tilgodehavender, hvis skyldnerægtefællen erklæres konkurs. I den situation kan gaven under visse betingelser omstødes.
Omstødelse betyder, at gavemodtager skal fralægge sig den berigelse, vedkommende har haft.
Hvis en ægtefælle går konkurs, kan alle gaver (undtagen lejlighedsgaver) under visse betingelser omstødes af konkursboet, hvis de er givet op til 2 år før fristdagen for konkursen. Fristdagen er den dag, hvor skifteretten modtog begæringen om konkurs – men inden konkursdekret bliver afsagt.
I den sammenhæng er der forskel på, hvem modtager er, og hvornår gaven er givet.
Gaver
Gaver, som er givet indenfor 6 måneder fra fristdagen, kan omstødes uden hensyntagen til giverægtefælles økonomiske situation på gavetidspunktet, mens gaver, som er givet senere, kun kan omstødes, hvis forskellige betingelser er opfyldt.
Med andre ord gælder en objektiv regel om omstødelse af gaver givet 6 måneder eller mindre regnet fra fristdagen, hvor alle gaver således kan omstødes. Dette hænger sammen med, at jo tættere man kommer på en konkurs, jo større bliver incitamentet fra nogen om at overdrage aktiver – særligt til de nærmeste. Sådanne gaver bliver uden videre omstødt.
Gaver, som er givet mellem 6 og 12 måneder fra fristdagen, kan omstødes, medmindre det godtgøres, at giveren hverken var eller blev insolvent ved gavens givelse og i øvrigt havde tilstrækkeligt med midler til at dække sine forpligtelser.
Denne frist på ét år forlænges til to år før fristdagen, hvis gaven er givet til skyldnerens nærtstående, herunder ægtefælle. Gaver givet til en ægtefælle inden to år før fristdagen kan altså omstødes, medmindre solvensbevis føres. Ægtefællen har bevisbyrden for, at giveren var solvent trods gaven.
Her hjælper det ikke at lade sig skille og så lave en skævdeling af ægtefællernes bo. Sådanne begunstigelser betragtes også som gaver i konkurslovens forstand, og de kan derfor i givet fald omstødes.
Er en gave mellem ægtefæller ydet under mere graverende omstændigheder, idet giverægtefællen var insolvent, og modtagerægtefællen var i ond tro med hensyn til insolvensen og de omstændigheder, der gør dispositionen utilbørlig, kan omstødelse – hvis disse omstændigheder kan bevises – i stedet ske efter en anden regel i konkursloven, hvor der ikke gælder tidsfrister.
Hvis en skyldnerægtefælle derfor erklæres konkurs, er der mange muligheder for kreditorerne for at søge dækning i aktiver, som skyldneren har forsøgt at bringe i ”kreditorly” ved at overdrage disse til ægtefællen.
Selv om det måtte fremstå som fristende at overdrage aktiver i ægtefællens navn, hvis man har stor gæld, skal man også huske på, at konkursen måske bliver afværget, og så står modtagerægtefællen som ejer af disse aktiver. Mange gør sig umage med også at gøre sådanne overdragelser til særeje, og så har giverægtefællen pludselig ingen aktiver eller udsigt til et boslod, hvis ægtefællerne i stedet skal skilles.