Ungdomskriminalitetsnævnet behandler sager, hvor barnet eller den unge er mistænkt (10-14 år) eller idømt fængselsstraf (15-17-årige) for personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, eller anden alvorlig kriminalitet, f.eks. groft hærværk eller brugstyveri af biler.
Det er politiet, som henviser en sag vedrørende de 10-14-årige, mens de 15-17-årige henvises af retten.
Ungdomskriminalitetsnævnet består af en dommer, en person ansat i politiet og en ansat i kommunen. I nogle sager deltager der også børnesagkyndige.
Afgørelser om forbedringsforløb
Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe forskellige afgørelser. Det kan være en straksreaktion, der går ud på at genoprette skaden, hvilket kan være deltagelse i konfliktmægling eller rydde op efter hærværk.
Herudover kan ungdomskriminalitetsnævnet fastsætte et egentlig forbedringsforløb, som kan vare i flere år. Et forbedringsforløb kan bestå af forskellige foranstaltninger. Det kan være, at barnet eller den unge skal være hjemme på bestemte tidspunkter, gå til idræt, modtage pædagogisk behandling, men også anbringelsen uden for hjemmet, f.eks. i en plejefamilie eller institution.
Gratis advokatbistand
Ungdomskriminalitetsnævnet er forpligtet til at tilbyde gratis advokatbistand til forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 12 år, hvis ungdomskriminalitetsnævnet skal træffe afgørelse om indgribende foranstaltninger så som undersøgelser, der foretages under ophold på institution, og anbringelse unde for hjemmet.
Kontakt
Hvis du som forældre eller barn bliver indkaldt til et møde i ungdomskriminalitetsnævnet, så kontakt din lokale Ret&Råd-advokat.