Udgangspunktet er, at rimelige pensionsrettigheder ikke indgår i ligedelingen på et ægtefælleskifte. Dette er udtryk for, at ”pensionen følger personen”, når der er tale om almindelige og rimelige pensionsrettigheder.
Samtidig blev der indført regler om kompensation, der har til formål at råde bod på urimeligheder i de situationer, hvor de almindelige regler om ingen deling af rimelige pensionsrettigheder fører til et urimeligt resultat ud fra ægtefællernes konkrete forhold.
Fællesskabskompensation
En af disse regler omhandler ”fællesskabskompensation”, der er en erstatningslignende regel, hvor skifteretten kan bestemme, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle ud fra et fællesskabssynspunkt, hvis:
- sidstnævnte ægtefælle har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og
- dette skyldes, at denne ægtefælle af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvist har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid
Opgørelse af kompensationsbeløbet
Opgørelsen skal tage udgangspunkt i pensionstabet, dvs. det beløb, en ægtefælle ville have opsparet til pension, hvis pågældende ikke havde været på deltid, haft orlov eller været hjemmearbejdende.
Opgørelsen skal tage udgangspunkt i pensionstabet, dvs. det beløb, en ægtefælle ville have opsparet til pension, hvis pågældende ikke havde været på deltid, haft orlov eller været hjemmearbejdende.
Hvis en ægtefælle for eksempel har været på deltid i 10 år, vil kompensationen som udgangspunkt svare til nettoværdien af forskellen mellem det, ægtefællen rent faktisk har opsparet i pension, og det, der ville være opsparet, hvis vedkommende havde arbejdet på fuld tid.
Der gælder imidlertid en række begrænsninger for kompensationen, som i praksis synes at have givet reglen yderst beskeden anvendelse.
Landsrettens dom af 16. juni 2020 (TfA 2020.268/UfR 2020,3540)
Østre Landsret har i en dom fra sommeren 2020 taget stilling til samtlige betingelser i en sag om fællesskabskompensation.
Sagen omhandlede et par, som blev gift i 1994 og fik to børn, hvorefter familien i 2003 flyttede fra Københavnsområdet til en ø. I 2004 opsagde hustruen (H) sit lønmodtagerjob og blev hjemmegående, hvilket hun var i perioden 2004-2011. I perioden indbetalte H knap 77.000 kr. på en privattegnet pension. Manden (M) oppebar i samme periode overenskomstmæssige pensionsindbetalinger på ca. 348.000 kr.
Parret blev skilt i 2014, og i den forbindelse fremsatte H krav om fællesskabskompensation på ca. 237.000 kr.
Sagen endte i landsretten, og her var landsretten enig med byretten i, at H havde foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for hende.
Der var mellem parterne uenighed om, hvorvidt det forhold, at H var hjemmegående, skyldtes hensynet til familien eller H’s ”magelighed”, men også her var landsretten enig med byretten i, at dette var begrundet i hensynet til familien.
Det er også et krav, at den manglende pensionsopsparing skal svare til op mod to års pensionsindbetalinger for en fuldtidsforsikret. Dette krav opfyldte H, som havde opgjort sit tab til knap 237.000 kr. svarende til forskellen mellem sin faktiske optjente pension og den pension, hun ville have indbetalt, hvis hun i stedet for at være hjemmegående havde beholdt sit hidtidige arbejde.
Landsretten var også enig med byretten i, at der skal tages hensyn til den latente beskatning ved udbetaling af pensionen. Der var ingen konkret opgørelse heraf, men landsretten må antages skønsmæssigt at have fratrukket ca. 100.000 kr. på lige fod med byretten, der var nået frem til, at M skulle betale 135.000 kr. i fællesskabskompensation til H.
Som et yderligere moment i forhold til byretsdommen fastslår landsretten på baggrund af lovforarbejderne, at det har været hensigten med bestemmelsen at undgå, at kun den ene ægtefælle skal bære et pensionstab, der – som tilfældet var for H – er begrundet i hensynet til familiens fællesskab. H og M skulle herefter begge bære konsekvensen af den måde, de af hensyn til fællesskabet havde indrettet sig under ægteskabet.
På den baggrund nedsatte landsretten skønsmæssigt det beløb, som M i fællesskabskompensation skulle betale til H, med halvdelen til 70.000 kr.
Med dommen foreligger der nu et bidrag til, hvordan fællesskabskompensationer skal beregnes i praksis, og det er her vigtigt at notere sig, at ægtefællerne i sidste ende skal bære tabet med halvdelen hver som konsekvens af den måde de af hensyn til familien har indrettet sig under ægteskabet.