Erstatning efter en trafikulykke

Er du kommet til skade ved en trafikulykke, gælder reglerne i færdselsloven og erstatningsansvarsloven. Måske har du ret til erstatning.

Efter færdselsloven er der et såkaldt objektivt ansvar. Det betyder at ejeren af en bil, skal erstatte de personskader, som bilen forvolder ved et færdselsuheld, selvom der ikke er noget at bebrejde ejeren/bilisten. Du skal som skadelidt ved en trafikulykke ikke bevise nogen skyld hos modparten.

Ejeren af bilen har pligt til at tegne en ansvarsforsikring, der dækker skaderne.

Selv hvis skadevolder ikke er kendt – for eksempel fordi vedkommende stak af efter ulykken – er der mulighed for at få erstatning.

Forsikringsselskaberne har stiftet en for forening, DFIM, som tager sig af krav på erstatning for ukendte skadevoldere. Der stilles imidlertid væsentligt øgede krav til det bevistekniske i sådanne tilfælde, og der bør så vidt muligt altid optages politirapport umiddelbart efter ulykken.

Erstatningskrav opgøres efter erstatningsansvarsloven

Dit erstatningskrav efter en trafikulykke opgøres efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

Hvis du selv har været uforsigtig eller direkte medvirket til at skaden indtrådte, kan der ske reduktion i erstatningsbeløbet på grund af egen skyld. Der skal imidlertid være tale om en særdeles høj grad af egen skyld.

Den omstændighed, at du som skadelidt for eksempel var beruset eller svingede ud på vejbanen foran en bilist, er ikke i sig selv nok til, at der skal ske reduktion.

Hvis der statueres en vis grad af egen skyld, sker der typisk reduktion i erstatningsbeløbet med 1/3 eller 1/2 – det er kun helt undtagelsesvist, at erstatningen helt bortfalder.

Din erstatning og godtgørelse opgøres således:

1. Ødelagt tøj og andre genstande

Du skal sende kvitteringer for det, du har købt og som er ødelagt eller beskadiget. Hvis du ikke har kvitteringerne for køb, skal du oplyse købsprisen og tidspunktet for hvornår du har købt det.

2. Skader på din bil

Skader på din bil dækkes i første omgang af din kaskoforsikring. Har du ikke tegnet kaskoforsikring, skal skaderne dækkes af den, der er ansvarlig for ulykken.

3. Medicin- og behandlingsudgifter

Udgifter til behandlinger og medicin skal først og fremmes søges dækket via din egen fritidsulykkesforsikring.

Har du ikke en ulykkesforsikring, skal modpartens forsikringsselskab dække udgifterne. Du kan få dækket udgifter til de behandlinger, der er helbredende. Hvis behandlingerne kun er smertelindrende, er der ingen dækning.

4. Tabt arbejdsfortjeneste

Bliver du helt eller delvist sygemeldt på grund af ulykken, er du berettiget til erstatning for den lønindtægt, som du mister. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal stille dig økonomisk, som om skaden ikke var sket.

Erstatningen opgøres ved at beregne, hvad du ville have tjent i sygeperioden, hvis du ikke var kommet til skade og ved at fradrages det, som du modtager i perioden (f.eks. sygeløn, sygedagpenge eller lignende ydelser).

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan du kræve, indtil du genoptager dit arbejde igen på væsentlig samme vilkår som før skaden.

Har ulykken betydet, at du har mistet 15 % eller mere af din erhvervsevne, ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra det tidspunkt, hvor der træffes endelig afgørelse om dit erhvervsevnetab.

5. Svie og smerte

Er du syg på grund af ulykken – det vil sige helt eller delvist sygemeldt og er undergivet en eller anden form for behandling – så kan du kræve svie- og smertegodtgørelse med kr. 230 pr. dag, du er syg (2024 beløb).

Du kan maksimalt få svie- og smertegodtgørelse med kr. 88.500 (2024 beløb). Det svarer til sygemelding i godt et år.

Krav på godtgørelsen ophører, uanset du fortsat er sygemeldt, når der er truffet afgørelse om varigt mén.

6. Varigt mén

Godtgørelse for varigt mén skal dække de gener og smerter, som du har efter ulykken samt de begrænsninger, som ulykken har medført for din daglige livsførelse.

At det er en godtgørelse betyder, at der er tale om et i loven fastsat beløb, der udbetales uden at du skal dokumentere et tab. Godtgørelsen for 1 % varigt mén udgør kr. 9.395 (2021 beløb).

Der bliver først betalt godtgørelse, hvis det varige mén minimum er 5%. Godtgørelsen kan maksimalt andrage 120%.

Ved fastsættelsen af méngraden, vil der blive taget udgangspunkt i den vejledende méntabel, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udarbejdet. Du kan finde den på www.aes.dk.

7. Erhvervsevnetab

Hvis ulykken medfører, at du ikke kan arbejde i samme omfang som tidligere, har du muligvis ret til erstatning for tab af erhvervsevne.

Erhvervsevnetabserstatningen beregnes ved at vurdere, hvad du ville have tjent, hvis ulykken ikke var sket, sammenholdt med din indtjeningsevne efter ulykken.

Tjente du før ulykken f.eks. kr. 400.000 og tjener du efter ulykken f.eks. kun kr. 300.000, er erhvervsevnetabet 25%.

Erstatningsbeløbet beregnes ved at gange erhvervsevnetabsprocenten med 10 og årslønnen.

Årslønnen er den indkomst, som du har haft i de 12 måneder forud for ulykken.

Havde du en årsløn før ulykken på kr. 400.000 og er din erhvervsevnetabsprocent 25%, så vil din erhvervsevnetabserstatning blive 0,25 x 10 x 400.000 = kr. 1.000.000.

Fra du fylder 29 år sker der efter loven et fradrag, så yngre personer får højere erstatning end ældre personer.

8. Dødsfald

Får ulykken det tragiske udfald, at skadelidte afgår ved døden, kan de efterladte få udbetalt rimelige begravelsesudgifter eller forsørgertabserstatning/overgangsbeløb til den, som ved dødsfaldet har mistet sin forsøger (ægtefællen/samleveren samt børn).

Hvad skal du gøre, hvis du har haft en trafikulykke?

Har du været udsat for en trafikulykke er det vigtigt, at du straks kontakter din læge eller sygehuset, så dine skader og gener kan blive undersøgt og ført til journalen.

Desuden råder vi dig til at kontakte din Ret&Råd Advokat hurtigst muligt.

Som skadelidt vil du typisk stå alene med din sag. Forsikringsselskaberne er ikke forpligtet til at hjælpe dig, og har desuden en klar interesse i at begrænse udbetalingen af erstatning.

Det er ikke rimeligt – og domstolene har da også grebet ind og fastslået, at du som skadelidt også har krav på at få dækket rimelige omkostninger til en erstatningsadvokat. Dine udgifter til advokatbistand vil således ofte blive betalt af forsikringsselskabet.

Derved skabes der balance i styrkeforholdet, og advokaten er din garanti for, at du får den erstatning, som du har krav på efter færdselsuheldet.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.