Er din ægtefælles halvdel af jeres hus særeje?

Når man er gift, har de fleste mennesker det, vi kalder delingsformue, som betyder, man deler formuen, hvis man skal skilles, eller når en af parterne dør. Der gælder særlige regler for fast ejendom og særeje.

Man kan selv fravælge delingsformue ved at lave en ægtepagt om, at alt, hvad man ejer skal være særeje. Det kan også være en ægtepagt om, at kun noget af det man ejer, skal være særeje. Man kan også få særeje udefra ved, at en tredjemand har besluttet det; det kan være noget, man har modtaget som gave eller arv, hvor gavegiver eller arvelader har besluttet, at gaven, skal være særeje.

Normalt er det sådan, at det, der så træder i stedet for særejet, også bliver særeje. Så hvis man modtager en gave på 100.000 kr., og man køber en bil for dem, så bliver bilen særeje. Det kan de fleste godt forstå.

Særlige regler for særeje og fast ejendom

Men for fast ejendom gælder der særlige regler i Ægtefælleloven, som man godt kan blive noget overrasket over. Hvis man køber en ejendom delvist for særejemidler og delvist for lån, så bliver hele ejendommen særeje!

Det betyder; Hvis en kvinde arver 100.000 kr. som særeje, og hun køber et hus for 2 mio. kr., hvor de 100.000 kr. erlægges med arven, og hun låner resten, så er hele huset særeje. Skal hun senere skilles, og huset nu er 4 mio. kr. værd, så er hele huset særeje og skal ikke deles med ægtefællen.

Det gælder også, selv om man køber et halvt hus. Hvis hustruen erlægger 100.000 kr. i udbetaling, som hun har arvet som særeje, og manden erlægger 100.000 kr., som han har tjent, og dermed 100.000 kr., der er delingsformue, så er hustruens halvdel af huset særeje, og mandens halvdel af huset delingsformue.

Ejer de ikke andet betyder det, at manden skal aflevere ½ af hans del af huset til hustrue. Hustruen ender med, hvad der svarer til ¾ af husets værdi, og manden ender med alene ¼ af huset værdi.

Reguleringskrav ved afdrag med delingsformuemidler

Betaler man løbende af på et lån i sit særejehus med delingsformuemidler, kan der dog komme et reguleringskrav ved skilsmisse. Så har man afdraget lånet med 100.000 kr., så skylder man delingsformuen 100.000 kr. fra sit særeje.

Reglerne om at huset bliver særeje, gælder alene hvis man betaler med særejemidler ved KØB. Hvis man køber et hus med delingsformuemidler og EFTERFØGENDE investerer i det med særejemidler, så forbliver huset et delingsformuehus. Det er muligt, der så er et reguleringskrav, fra delingsformuen til særejet, men selve huset skal deles på skiftet.

Disse regler er ikke ukomplicerede. Det er derfor godt at tale med din Ret&Råd advokat INDEN du køber hus, så vi kan hjælpe med at sørge for, at huset bliver lige den formueordning, som I ønsker.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.