Fri proces til bopæls- og forældremyndighedssager

Skilsmisse - fri proces

Ved du, hvornår du har mulighed for at få fri proces til bopæls- og forældremyndighedssager? Denne artikel hjælper dig på vej.

Fri proces i byretten

Det er muligt at få fri proces til sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, som føres i byretten, jf. retsplejelovens § 325.

Dog er følgende sager undtaget fra fri proces:

  • indbringelse af en afgørelse truffet af Familieretshuset.
  • sager, der behandles efter den forenklede familiesagsproces.

Det er heller ikke muligt for sagsøgeren at få fri proces i sager om ændring af en aftale eller afgørelse om bopæl eller forældremyndighed. Det er dermed kun muligt at få fri proces til en ny sag om bopæl eller forældremyndighed.

Fri proces kan dog i helt særlige tilfælde opnås i ovennævnte sager om ændring af en aftale eller en afgørelse, som ellers er undtaget fra fri proces. Ansøgninger om fri proces til disse sager skal sendes til Civilstyrelsen. Hvis du får afslag på fri proces, kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger.

Ankesag for landsretten

Hvis du har vundet sagen i byretten, får du uden videre fri proces til sagen i landsretten, forudsat at de økonomiske betingelser for fri proces stadig er opfyldt. Har du derimod tabt sagen i byretten, så skal du ansøge Civilstyrelsen om fri proces til ankesagen. Ved vurderingen af, om du kan få fri proces, tillægges det betydning, om du har rimelig grund til at føre proces, herunder sagens betydning for dig, og udsigten til, at du vil få medhold i sagen.

Fri proces kan dog aldrig gives, hvis det er åbenbart, at du ikke vil få medhold i sagen.

Ansøgning om fri proces skal sendes til den ret, som sagen er indbragt for.

Ud over de tilfælde, der er nævnt ovenfor kan fri proces gives, hvis du skønnes at have rimelig grund til at føre proces.

Økonomiske betingelser

Din ret til fri proces til en forældremyndighedssag eller bopælssag afhænger af dine indkomstforhold. De økonomiske betingelser skal altid være opfyldt for at opnå fri proces.

Læs nærmere om de økonomiske betingelser her.

Hvordan søger du fri proces?

Allerede ved sagens behandling i Familieretshuset kan du anmode om fri proces. Herefter skal du indlevere økonomiske oplysninger til retten. Hvis du ikke har søgt i Familieretshuset, skal ansøgning om fri proces sendes til den ret, som sagen er indbragt for.

Retten foretager vurdering af, om du opfylder de økonomiske betingelser. Som grundlag for vurderingen benytter retten din årsopgørelse for forrige indkomstår. Ved vurderingen indgår endvidere hvor mange børn, der har bopæl hos dig. Den anden forælders indtægt indgår ikke ved vurderingen, uanset om I stadig er samlevende.

Hvad dækker fri proces?

Du får dækket alle dine advokatomkostninger forbundet med retssagen fra det tidspunkt, hvor sagen er sendt til Retten. Advokatens rejseudgifter er ikke omfattet af fri proces og skal betales af dig. Rådgivning vedrørende det løbende samvær er ikke omfattet af fri proces.

Advokater er forpligtet til at oplyse om muligheden for at opnå fri proces, men er derimod ikke forpligtet til at påtage sig sager med fri proces.

Læs også brochurene Samvær & forældremyndighed og Separation & skilsmisse.

Tilmeld dig Ret&Råds nyhedsbreve og modtag artikler som denne.

Artiklen er oprindeligt bragt 31. juli 2018, og den er senest revideret 11. april 2025.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.