Krav
I dag stiller flere og flere andelsboligforeninger også krav om, at sælger skal fremlægge rapporterne, således at sælger kan dokumentere, at forholdene i boligen er i orden på salgstidspunktet.
Hvorfor el- og vvs-tjek?
Ved salg af sommerhuse og et- og eller tofamiliehuse bliver der næsten altid udleveret en tilstandsrapport til køber, som er bestilt og betalt af sælger. Reglerne om tilstandsrapporter kan imidlertid ikke benyttes ved salg af andelsboliger.
Men køber kan også her have behov for oplysninger om boligens stand. Derfor bliver der udarbejdet flere og flere el- og vvs-tjek.
Rapporterne skal beskrive om boligens el- og vvs-installationer er lovlige og funktionsdygtige. Rapporten skal laves af en autoristeret elinstallatør og en autoriseret vvs-installatør.
Hvad kan rapporterne bruges til?
Konstateres fejl og mangler kan køber bruge det i sin prisforhandling med sælger.
Andelsboligforeningens bestyrelse har pligt til ved godkendelse af overdragelsesvilkårene at sikre sig, at manglerne er udbedret af sælger – alternativt skal bestyrelsen sikre, at køber får nedslag i prisen svarende til de skønnede udbedringsudgifter.
Andelsboligforeningerne er derfor også tilfredse med løbende at få dokumentation for andelsboligernes stand, da det kan være med til at forhindre og forebygge fremtidige brand- og vandskader i foreningens bygninger.
Hvem skal endeligt afholde udgiften til rapporterne?
Andelsboligforeningen kan kun over for sælger stille krav om obligatorisk el- og vvs-tjek, hvis det fremgår af foreningens vedtægter. Det skal også stå i vedtægterne, hvem der skal afholde udgiften.
Det kan være sælger, det kan være køber – eller en kombination.
Skal køber betale en del af udgiften, vil købers andel blive opkrævet af foreningen sammen med overdragelsessummen.
Nogle foreninger stiller derudover krav om, at sælger kun må benytte de af bestyrelsen udpeget autoriseret el- og vvs-installatører.
Ønsker du at køber en andelsbolig, hvor der ikke er vedtægtsbestemmelser om el og vvs-tjek, kan sælger afvise dit ønske. Det vil også være en almindelig købsforhandling med sælger om, hvem der skal afholde udgifterne til rapporterne, hvis sælger accepterer at udarbejde rapporterne.