Bortvisning var uberettiget
Vestre Landsret har taget stilling i en sag, hvor en medarbejder var blevet bortvist pga. at medarbejderen var rejst på ferie i en periode hvor denne var sygemeldt.
I den konkrete sag var medarbejderen sygemeldt pga. brud på 3 ryghvirvler. Under sygeperioden blev medarbejderen den 22. januar sygemeldt i yderligere 4 uger, og 4 dage senere, den 26. januar rejste medarbejderen på ferie til Østrig.
Da arbejdsgiveren opdagede dette, blev medarbejderen bortvist, hvilket skete den 29. januar.
Landsretten konkluderede, at ferien ikke havde udgjort nogen risiko i forhold til rygskaden, og turen ville heller ikke forhale helbredelsesprocessen. Retten lagde også vægt på, at medarbejderen tidligere havde tilbudt at arbejde, hvis han kunne, men at arbejdsgiveren havde afslået det. Landsretten fandt derfor, at bortvisningen var uberettiget. Medarbejderen fik medhold i sit krav på løn i syge- og opsigelsesperioden samt et beløb for den uberettigede bortvisning.
Arbejdsgiveren har bevisbyrden
Afgørelsen er endnu et bevis på, at arbejdsgivere skal være meget varsomme med at bortvise en medarbejder. Der er en væsentlig forskel på en juridisk gyldig bortvisning, og den opfattelse mange arbejdsgivere har til, hvornår man kan bortvise en medarbejder.
Udgangspunktet i sager om bortvisning er, at det er arbejdsgiveren der skal bevise, at bortvisningen var berettiget. I den konkrete sag var arbejdsgiveren blevet irriteret over, at medarbejderen kunne tage på skiferie, når han var sygemeldt.
Problemet for arbejdsgiveren blev dog, at han ikke kunne bevise, at medarbejderen stod på ski, eller at turen skadede ryggen eller forsinkede helbredelsen.
Den moralske opfattelse af sagen kunne godt være, at man ikke kan tage på ferie, når man er sygemeldt, men det er ikke i sig selv afgørende for, om en bortvisning er berettiget. Det afhænger af de konkrete forhold.
Når du overvejer at bortvise en medarbejder
Hvis du som arbejdsgiver vil bortvise en medarbejder så fortæl medarbejderen, at forholdet undersøges nærmere, og kontakt herefter en advokat og få en vurdering af, om forholdet berettiger til bortvisning.
Det kan spare dig for mange unødvendige udgifter til løn og eventuel godtgørelse.
Læs mere om Ansættelse og arbejde.
