Ændrede regler for lønindeholdelse fra Gældsstyrelsen

Ændrede regler for lønindeholdelse fra Gældsstyrelsen

Gældsstyrelsen har ændret lønindeholdelsesreglerne fra oktober 2023, hvilket kan medføre markante lønnedgange for dem med gæld til det offentlige. Du kan anmode om en ændring i din lønindeholdelse ved at sende et budget til Gældsstyrelsen. Ved stor gæld kan gældseftergivelse eller gældssanering være nødvendigt.

Lønindeholdelse fra Gældsstyrelsen – Varsel: Vi kan ændre det, vi trækker af din indkomst

Har du modtaget er brev fra Gældsstyrelsen, som indledes med et budskab som det ovenstående, så er du én blandt mange skyldnere med gæld til det offentlige, som i øjeblikket må forvente en ændring i deres lønindeholdelse. For mange er det så markant en stigning, at det svært at få budgettet for husstandens andre udgifter til at hænge sammen.

Nye regler for lønindeholdelse

Gældsstyrelsen har pr. 1. oktober 2023, med baggrund i nye regler for lønindeholdelse, ændret i procentsatsen for hvor meget de må trække af din løn før du får den udbetalt.

Er din månedlige nettoindkomst eks. på 20.000 kr., så vil de nye regler betyde en afdragsprocent på 23% for en skyldner uden mindreårige børn, altså vil din nettoløn falde til 15.400 kr. når lønindeholdelsen er sat i kraft. Har du forsørgerpligt for børn, vil den samme nettoindkomst på 20.000 kr. betyde en afdragsprocent på 14%. De nye regler betyder, at der nu kan trækkes helt op til 60 % af lønnen for de højeste indkomster.

Lønindeholdelsen gennemføres ved, at Skattestyrelsen hæver din trækprocent på skattekortet. Du kan ikke se lønindeholdelsen på din lønseddel, og din arbejdsgiver får ikke besked, men det fremgår ved din trækprocent er højere end normalt.

Du kan få en anden beregning af din lønindeholdelse

Beregning af din lønindeholdelse, som fremgår af varslingsbrevet fra Gældsstyrelsen, bygger udelukkende på din nettoindkomst som Gældsstyrelsen har anført i brevet. Hertil er der taget højde for din evt. forsørgerpligt for mindreårige børn. Det er derfor kun på baggrund af disse to parametre, at din lønindeholdelse iværksættes. Der er i denne beregning ikke taget højde for dine boligudgifter, husstandens øvrige udgifter, hvor mange børn der er i husstanden m.v.

Hvis du vurderer, at du med den varslede lønindeholdelse ikke har råd til dine øvrige udgifter, herunder efterlades med en økonomi til urimelige leveomkostninger, så kan du indsende et budget for din husstand til Gældsstyrelsen. Gældstyrelsen vil herefter manuelt beregne din betalingsevne og vurdere om din lønindeholdelse skal nedsættes.

Indsende budget til Gældsstyrelen

Når Gældsstyrelsen skal beregne din betalingsevne, som efterfølgende omregnes til en afdragsprocent for lønindeholdelse, så sker det efter reglerne i gældsinddrivelsesloven. Der kan i denne artikel ikke redegøres for alle de faktorer som indgår i beregningen. Det bemærkes, at beregningen kan involvere din ægtefælle/samlevers indkomst.

Der kan kun godkendes rimelige boligudgifter, afdrag på anden gæld kan som udgangspunkt ikke godkendes. Hertil vil mange af dine faste udgifter slet ikke indgå i beregningen, men skal afholdes af et på forhånd fastsat ”rådighedsbeløb”.

Du skal således være særligt opmærksom på, at en manuel beregning af betalingsevnen vil kunne betyde, at Gældsstyrelsen vurderer, at du kan betale mere, således din afdragsprocent hæves. Det vil her være min anbefaling, at du før indsendelse af budget til Gældsstyrelsen søger rådgivning hos en advokat med speciale i gældsinddrivelsesloven.

Eftergivelse af gælden – Er din gældssituation håbløs?

Gældsstyrelsens lønindeholdelse har til formål at få nedbragt din gæld til det offentlige, herunder at du på et tidspunkt kommer ud af gælden. Det er her væsentligt at bemærke, at du til Gældsstyrelen betaler en inddrivelsesrente som pr. 7. juli 2023 udgør 7,25 % om året (straffelovsbøder undtaget). Har du en større gæld til inddrivelse, vil det således ikke være sikkert at din betaling via lønindeholdelse afvikler positivt på gælden, da dine betalinger kun dækker nogle af renterne.

Således befinder du dig i en ond cirkel, hvor du måned efter måned lever i et meget stramt budget med lønindeholdelse og din gæld vokser fortsat ved rentetilskrivning. Er dette tilfældet, eller er dine afdrag så små, at gælden først vil være nedbragt om mange år, så skal du have undersøgt dine muligheder for eftergivelse af gælden eller gældssanering.

Herved kan du reelt set blive gældfri ved kun at betale den del af gælden, du har råd til, i en afdragsperiode på 3 år.

Få hjælp til din gæld hos Ret&Råd

Er din gældssituation håbløs, kan vi hjælpe dig videre. Du kan finde en af Ret&Råds advokater med speciale indenfor gæld her.

Gratis sagsvurdering

Artiklens forfatter tilbyder en uforpligtende og gratis sagsvurdering for en drøftelse af dine økonomiske forhold og muligheder for at blive gældfri.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.