Du kan få beskikket en advokat
I socialret følger det fx af servicelovens § 132, stk. 1, nr. 1, at der skal ske beskikkelse af advokat ved magtanvendelser efter § 124d og af § 132, stk. 1, nr. 2 ved flytning uden samtykke efter § 129.
I begge tilfælde er det advokatens opgave at sikre, at lovens betingelser er opfyldt, således, at borgerens retssikkerhed ikke kompromitteres. Herudover medfører beskikkelsen en ret for advokaten til at klage på borgerens vegne efter §133, stk. 3. og § 134.
Flytning uden samtykke
Såfremt forvaltningen finder at en borger – grundet borgerens behov for hjælp – bør flyttes til et særligt botilbud, skal dette ske efter servicelovens § 129, stk. 1
Bestemmelsen vedrører alene personer med nedsat funktionsevne, som ikke selv er i stand til forstå konsekvenserne ved sine handlinger.
Man kan kun flytte en borger, hvis det er absolut påkrævet og hjælpen ikke kan gennemføres i den hidtidige bolig, hvilket vil sige, at den hjælp og støtte borgeren har brug for ligger udover rammerne for den hjælp der kan ydes i hjemmet (efter § 83 og § 85).
Ankestyrelsen har afsagt en række principafgørelser, der ofte bruges som rettesnor ved vurderingen heraf.
Der skal ved flytning uden samtykke være eksempler på (eller meget sandsynlig risiko for), at borgeren udsætter sig selv for væsentlig personskade og at det vil være uforsvarligt ikke at sørge for flytning.
Serviceloven har krav til, hvordan flytning skal foregå
Herudover indeholder servicelovens § 131 krav til, hvordan processen foregår.
Det er her bestemt, at forvaltningen skal sende en indstilling (som er en fast blanket) til Familieretshuset, der blandt andet skal indeholde den nødvendige dokumentation, oplysninger om den hidtidige hjælp, oplysninger om det nye tilbud og bemærkninger fra pårørende, værge og advokat.
Indstillingen med bilag skal sendes til Familieretshuset, der herefter træffer en afgørelse inden 2 uger. Familieretshusets afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen inden 4 uger efter § 134.
Hvis borgeren har oprettet en fremtidsfuldmagt, der indeholder bemyndigelse til at træffe bestemmelse om flytning, så kan flytning i princippet ske med fuldmagtshavers samtykke, MEN hvis borgeren udtrykker modstand mod flytningen, da bør flytning ske efter afgørelse fra Familieretshuset jf. servicelovens regler herom.
Magtanvendelser
Når voksne med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne udviser grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd, er det muligt for personalet omkring dem at løsne, fastholde, tilbageholde eller føre borgeren efter § 124d, hvis det er nødvendigt for at sikre borgerens eller andres sikkerhed og/eller tryghed.
Alle disse indgreb betegnes som magtanvendelser og skal derfor registreres / indberettes på Social- og Boligstyrelsens skema 1 for handicapområdet og området for demens m.v. Læs mere om skemaer på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.
Det er endvidere påkrævet at forvaltningen sørger for, at borgen får beskikket en advokat efter § 132, stk. 1 nr. 1, der kan gennemgå om indgrebet har været i overensstemmelse med lovens betingelse i § 124d, eller om der skal klages.
Med til vurderingen af, om betingelserne for magtanvendelse i § 124d er opfyldt, bør de almindelige betingelser for magtanvendelse efter § 124 stk. 1-5 inddrages, hvilket vil sige, at magtanvendelsen kun må ske, når det er nødvendigt/rimeligt, og mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Du kan klage over magtanvendelse
Magtanvendelsen kan indbringes for kommunalbestyrelsen efter § 133, ligesom kommunalbestyrelsens afgørelse inden 4 uger kan indbringes for Ankestyrelsen efter retssikkerhedslovens kapitel 10.
Såfremt magtanvendelsen måtte vise sig at være i strid med loven og udgøre en krænkelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vil der desuden være mulighed for at fremsætte krav om erstatning. Erstatning udmåles efter EMRK art. 3 og erstatningsansvarslovens § 26. Erstatningen udmåles efter krænkelsens art og karakter, men med et maksimum efter praksis på 300.000 kr.
Læs mere i min artikel “Kommunalt svigt og erstatning for tort“.
På vores hjemmeside kan du læse mere om Socialret, Retssager og Erstatning. Du er også velkommen til at skrive til os, for at komme i kontakt med din lokale advokat.
