Hvis kommunen ikke har grebet ind i en sag, hvor et barn eller en sårbar person har været udsat for krænkelser fra forældre, plejeforældre, plejepersonale på en institution eller lignende, vil man som den udsatte under visse betingelser have mulighed for at få erstatning for tort jf. Erstatningsansvarslovens § 26.
Krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 3 forudsætter følgende:
1) At man har været udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling,
2) At kommunen vidste eller burde have kendskab til dette, og
3) At kommunen på trods af det har tilsidesat deres handlepligt.
I forhold til det første krav, ligger det heri, at ikke enhver krænkelse kan udløse en erstatning, da der skal være tale om forhold af en vis alvor. Det gælder f.eks. omfattende omsorgssvigt og/eller gentagne overgreb af seksuel, fysisk eller psykisk karakter.
I forhold til det andet krav er det en forudsætning, at kommunen f.eks. havde modtaget underretninger eller andre oplysninger, som gjorde, at kommunen burde have grebet ind eller undersøgt forholdene i hjemmet nærmere som følge af risikoen for, at der foregik krænkelser. Det vil sige i tilfælde af, at kommunen havde haft mulighed for at forhindre krænkelserne.
I forhold til det sidste krav ligger det heri, at kommunen har undladt at følge lovbestemmelser i forvaltning og/eller serviceloven i forhold til beskyttelse af børn eller andre sårbare personer.
Den, der kræver erstatning, har bevisbyrden
Det er den, der kræver erstatning, der skal bevise at kravene er opfyldt, og det er derfor vigtigt at indhente kopi af alle de kommunale akter for at få belyst sagen tilstrækkeligt.
Hvis der er afsagt dom om umenneskelig og nedværdigende behandling i en straffesag, vil oplysningerne heri også ofte blive lagt til grund, men det er ikke en forudsætning for erstatning, at krænkeren er dømt for overgrebene.
Krav på tort som følge af kommunalt svigt over for et barn under 18 år forældes ikke, og det vil derfor være muligt for de udsatte at fremsætte kravet flere år efter at krænkelserne har fundet sted.
Erstatningens størrelse tager udgangspunkt i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis for godtgørelse for ikke økonomisk skade ved krænkelse af art. 3, som typisk ligger på 300.000 kr. Dette kan dog, afhængigt af sagens karakter, ændres i både op og nedadgående retning.
Selvom det ud fra disse regler burde være relativt let at få erstatningskravet anerkendt og udbetalt, så oplever vi desværre alt for ofte det modsatte. Du bør derfor altid overveje, om du skal søge advokatbistand, allerede inden du fremsætter kravet.
Hvis du har spørgsmål til artiklen, eller brug for bistand til din sag, kan du finde vores advokater med speciale i erstatningsret her.
Læs vores brochure Sådan forløber en retssag, der blandt andet omhandler Den Europæiske Menneskeretsdomstol.