Gældsbreve i familieforhold

Hvis du ønsker at hjælpe dine børn eller børnebørn med et lån, bør du sørge for at få oprettet et gældsbrev. Hvor meget kan man give i gave uden at skulle betale afgift?

Hvad er et gældsbrev?

Et gældsbrev er en låneaftale. Låneaftalen skal være et anfordringslån, hvilket betyder, at långiver kan kræve tilbagebetaling uden varsel, -altså kræve betaling på anfordring. I familieforhold har man typisk ikke aftalt betingelser forbundet med lånet, hvorfor gældsbrevet er forholdsvist simpelt at udarbejde.

Gældsbrevet skal indeholde oplysning om hovedstol, hvem der er långiver og låntager samt oplysning om, at lånet er på anfordringsvilkår. Et gældsbrev skal underskrives af både långiver og låntager samt dateres.

Renter?

Normalt ydes familielån uden renter. Hvis man vil kræve renter, er der særlige krav, som skal opfyldes. Disse fremgår af reglerne i Kreditaftaleloven. Herudover skal man være opmærksom på, at renter vil være skattepligtige for långiver og fradragsberettigede for låntager.

Pas på at lånet ikke udløser afgift

Hvis du overfører et større pengebeløb til din familie uden at foretage dig yderligere, kan du risikere, at denne overførsel fremstår som en gave, hvor du kan komme til at betale gaveafgift til skattemyndighederne.

I 2024 kan man give sine børn og børnebørn gaver på kr. 74.100 uden det koster afgift.

Det er derfor vigtigt at have dokumentation for låneaftalen, så det ikke betragtes som en gave.

Lån til andre?

Det er også muligt at hjælpe andre omkring dig end blot børn og børnebørn. Personkredsen kan også omfatte f.eks. venner eller stedbørn, som man måtte ønske at hjælpe med et rentefrit lån.

Gave – via nedskrivning af gælden

Man kan godt give en gave ved at nedskrive gældsbrevet f.eks. med det afgiftsfrie gavebeløb.

Hvis du ønsker at give en pengegave til et familiemedlem, som du også har ydet et lån, skal du af bevismæssige årsager skrive på gældsbrevet, at der er givet en gave, gavens størrelse, samt hvad der nu skyldes. En gave skal være et udslag af ”pludselig gavmildhed”.

En aftale om årlig nedskrivning i gældsbrevet kan indikere, at man aldrig har haft intention om at betale lånet tilbage, hvorfor hele lånet vil fremstå som en gave og udløse afgift, hvis det er over det afgiftsfrie beløb.

Der er derfor nogle faldgruber i forbindelse med oprettelse af et gældsbrev, hvorfor det kan være fordelagtigt at søge rådgivning om det.

Denne artikel er oprindeligt skrevet i 2022, men opdateret med nye tal pr. 1 januar 2024.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.