Vedligeholdelse – Hvem skal vedligeholde hvad?
Det er udgangspunktet i lejeloven, at lejer alene har vedligeholdelsesforpligtelsen for låse og nøgler til lejemålet. Den øvrige vedligeholdelse påhviler som udgangspunkt udlejer.
Det aftales imidlertid meget ofte i lejekontrakten, at lejer har vedligeholdelsesforpligtelsen for lejemålet indvendigt, hvor dette lovligt kan aftales. Kig derfor altid lige en ekstra gang i lejekontrakten, inden du kontakter udlejer omkring vedligeholdelse.
Er det aftalt, at lejer har den indvendige vedligeholdelsespligt, omfatter dette som udgangspunkt alene maling, hvidtning, tapetsering samt behandling (f.eks. lakering) af gulve. Dette vil samtidig sige, at lejer eksempelvis ikke har vedligeholdelsespligten af en eventuel opvaskemaskine i lejemålet med mindre, at dette står i lejekontrakten særskilt (ligesom øvrige hårde hvidevarer mm).
Har lejer selv installeret hårde hvidevarer eller andet i lejemålet, så har lejer naturligvis selv vedligeholdelsespligten overfor disse.
Indvendig og udvendig vedligeholdelse
Vedligeholdelsen er opdelt i henholdsvis indvendig vedligeholdelse og udvendig vedligeholdelse. Det vil fremgå af lejekontrakten, hvad der er aftalt om den indvendige og udvendige vedligeholdelse, i det omfang loven tillader fravigelse.
Bruges der en standard lejekontrakt (også kaldet en typeformular), fremgår det under § 8 i lejekontrakten, om det er udlejer eller lejer, der har den indvendige vedligeholdelse af lejemålet.
Er den indvendige vedligeholdelsespligt udvidet, så vil dette være anført i lejekontraktens § 11 om særlige vilkår.
Indvendig og udvendig vedligeholdelse – hvad dækker det over?
Indvendig vedligeholdelse
Som omtalt ovenfor omfatter den indvendige vedligeholdelse alene maling, hvidtning, tapetsering samt behandling (f.eks. lakering) af gulve. I praksis har lejer ofte den indvendige vedligeholdelsesforpligtelse i private lejeforhold i Danmark..
Udvendig vedligeholdelse
Den udvendige vedligeholdelse omfatter alle dele af ejendommen og lejemålet, som ikke er omfattet af den indvendige vedligeholdelse, dvs. alt andet end maling, hvidtning, tapetsering og gulvbehandling (med undtagelse af nøgler og låse, der er omfattet af lejers vedligeholdelsespligt). Således omfatter den udvendige vedligeholdelsespligt dele af lejemålet, der fysisk er udvendigt, men også – hvad der nok overrasker en del – bygningsdele, der fysisk er indvendig i lejemålet.
Eksempler på udvendig vedligeholdelse er således tag, facader, have, garage, carport, døre, vinduer, køkkenelementer, badeværelseselementer, toiletter mm.
Det er således vigtigt for lejer at være opmærksom på, hvad der er omfattet af den indvendige og udvendige vedligeholdelse, da dette – også økonomisk – har stor betydning for lejer.
Udlejer overholder ikke sin vedligeholdelsespligt – hvad gør lejer?
Opfylder udlejer ikke sin vedligeholdelsespligt, skal lejer skriftligt kontakte udlejer og bede ham om at udbedre manglen ved lejemålet inden for en frist (man kalder manglende vedligeholdelse for en mangel ved lejemålet).
Alt afhængig af, hvilken type mangel der er tale om, bør fristen være rimelig i forhold til arbejdets omfang. I mange tilfælde vil en frist på 1‑4 uger være passende, men der kan være situationer, hvor udlejer har krav på en længere frist for at udbedre manglen.
Hvis udlejer ikke reagerer på lejers henvendelse eller ikke vil rette sig efter denne, kan lejer indbringe sagen for huslejenævnet, som kan pålægge udlejer at udbedre manglen inden en given frist og eventuelt nedsætte lejen, hvis fristen ikke overholdes.
Efterkommer udlejer ikke huslejenævnets afgørelse, kan nævnet beslutte, at ejendommen skal administreres på ejerens vegne, og Grundejernes Investeringsfond kan iværksætte arbejderne for udlejers regning. Der er således en mulighed for at få manglerne udbedret, også hvor udlejer ikke medvirker.
I væsentlige tilfælde, hvor manglen ikke afhjælpes straks eller inden for rimelig tid, vil lejer efter lejeloven kunne ophæve lejekontrakten.
Læs mere om Leje af bolig på vores hjemmeside.
