Hvis du står over for en skilsmisse, kan der opstå tvivl om, hvordan dine eller din ægtefælles aktiver som aktier skal værdiansættes i den kommende bodeling. I denne artikel redegøres der for udtagelse af aktier, værdiansættelse og beregning af latent skat.
Hvad er bodeling ved skilsmisse?
Ved en skilsmisse skal du som udgangspunkt dele din formue (delingsformue) med din ægtefælle. Det kaldes bodeling og omfatter både aktiver, eks. fast ejendom, biler, aktier m.m., samt passiver som er gæld.
Ved formuedelingen indgår jeres aktiver og passiver, som i hver især havde ved udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtog anmodning om separation eller skilsmisse. Der kigges altså på hvilke aktiver og passiver der er i delingsformuen på ophørsdagen, men ikke hvad værdien er på denne dag. Værdien fastlægges efter andre regler og derfor er det særligt vigtigt i forhold til aktier, som kan svinge meget i værdi på meget kort tid.
Hvornår fastsættes værdien af aktier?
Ifølge ægtefælleloven § 28 skal aktiver vurderes med den værdi, de har:
- Når bodelingen afsluttes, eller
- Når de sælges, eller
- Når de udtages af en ægtefælle
At du vælger at udtage et aktiv betyder, at du i bodelingen beslutter dig for at beholde et bestemt aktiv, i dette tilfælde aktier, som en del af din andel af delingsformuen.
Det betyder, at man ikke bruger aktiernes værdi på ophørsdagen, men den aktuelle værdi ved udtagelse eller skiftets afslutning. Dette er for aktier vigtigt, da deres værdi formentlig er steget eller faldet i mellemtiden, hvilket de jo gør ofte på daglig basis.
Hvornår skal du udtage aktierne i en bodeling?
Ved bodeling i forbindelse med separation eller skilsmisse kan det derfor være afgørende at du har tænkt over hvornår aktierne skal udtages.
Du bør overveje, om der er udsigt til kursstigninger eller -fald, og lade denne vurdering indgå som en del af strategien for hvornår du skal udtage. Hvis du forventer, at aktierne vil falde i værdi, kan det være fordelagtigt at vente med at udtage dem. Omvendt kan det være en økonomisk belastning at udtage dem for tidligt, hvis kurserne senere falder. En velovervejet timing kan dermed have væsentlig betydning for, hvor stor en værdi du kan udtage aktierne til.
Hvad med skat ved udtagelse af aktier?
En anden vigtig del af du skal forholde dig til ift. værdiansættelsen af aktier er at tage højde for den latente skat, som er en potentiel skatteforpligtelse, der kan opstå, når du engang skal sælge aktierne.
Latent skat er skatteforpligtelse, som endnu ikke er aktuel, men som bliver det, når aktierne sælges. For eksempel, hvis aktierne har steget i værdi siden de blev købt, vil du typisk skulle betale skat af denne gevinst, når aktierne sælges. Denne skat kaldes “latent”, fordi den først udløses ved et salg, og dens størrelse afhænger af salgsprisen og gældende skatteregler på det tidspunkt.
Hvordan beregnes den latente skat?
Når man skal beregne værdien af den latente skat, tager man udgangspunkt i den forventede skat, der skal betales i fremtiden. Man regner ikke med hele skattebeløbet, men kun en vis procentdel af det. Denne procentdel kaldes for passiveringsprocenten. Den afhænger af flere ting, blandt andet hvornår man regner med at sælge aktien, og hvor stort et afkast man forventer, at aktien giver i mellemtiden, når man tager højde for inflation.
Passiveringsprocenten kan variere meget afhængigt af de konkrete omstændigheder. For eksempel kan en højere procent anvendes, hvis salget er meget sandsynligt og forventes at ske snart, mens en lavere procent anvendes, hvis salget er usikkert eller ligger langt ude i fremtiden.
Eksempel på værdiansættelse
Lad os sige, at aktierne har en markedsværdi på 500.000 kr., og den latente skat ved et salg forventes at være 100.000 kr. Hvis passiveringsprocenten fastsættes til 60 %, vil den latente skat blive værdiansat til 60.000 kr. Det betyder, at aktiernes værdi i bodelingen reduceres til 440.000 kr. (500.000 kr. – 60.000 kr.).
Hvordan fastsættes passiveringsprocenten?
Passiveringsprocenten fastsættes ofte ved en konkret vurdering, hvor der tages højde for:
- Din alder og økonomiske situation (f.eks. om aktierne sandsynligvis vil blive solgt inden for kort tid).
- Aktiernes karakter (f.eks. om de er bundet i en periode, eller om de er let omsættelige).
- Forventninger til den gennemsnitlige langsigtede realrente (nominel rente-inflation) .
- Tidligere retspraksis, hvor passiveringsprocenter er blevet fastsat i lignende sager.
Hvis du udtager aktier som en del af bodelingen, er det vigtigt at sikre, at den latente skat bliver korrekt værdiansat og fratrukket aktiernes værdi. Dette sikrer, at du ikke betaler for meget i kompensation til den anden ægtefælle. Samtidig skal værdiansættelsen være realistisk og tage højde for usikkerheder omkring fremtidige skatteforpligtelser.
Reglerne er komplekse – god ide at søge rådgivning
Reglerne om udtagelse og værdiansættelse af aktier ved skilsmisse kan være komplekse. Hvis du står over for en skilsmisse, kan det være en god idé at søge rådgivning hos en advokat med speciale i familieret. Du er velkommen til at kontakte artiklens forfatter eller dit lokale Ret&Råd kontor for en drøftelse af dine muligheder.
